NY SAMARBEJDSKLUB: VELKOMMEN TIL IVF05

11.11.2022 09:02

Idræt Venskab Forening er nyeste samarbejdsklub i AGF. Velkommen til.

I AGF er vi glade for vores mange samarbejdsklubber, som kommer fra hele Østjylland. I går kunne vi byde velkommen til en ny samarbejdsklub fra Aarhus i skikkelse af Idræt Venskab Forening og deres 150 medlemmer som vi byder velkommen i AGF Klubsamarbejde. 

Klubben - der også er kendt som IVF05 - træner, spiller og har deres daglige gang på Stensagerskolen i Brabrand. Klubbens ambition er, at der en dag kommer en professionel fodboldspiller ud af miljøet i IVF05. Men drømmene og ambitionerne er bredere end bare den professionelle fodbold, lyder det fra formand Omar Weis, som var til stede ved torsdagens pokalkamp, hvor samarbejdsaftalen blev skrevet under.

- Vi er en fodboldklub, men vi er meget mere end det. Vi er også et sted, hvor drenge og piger kan være sociale sammen, og lære at være en del af en forening og ikke mindst være en del af samfundet. Det sociale fylder mindst lige så meget som fodbolden. Hvis ikke vores medlemmer kan blive fodboldspillere, skal de kunne være en del af samfundet og få en uddannelse og et arbejde - det er vores mål, siger Omar Weis.

Hos AGF glæder man sig over det nye samarbejde. Chef For Klubsamarbejdet, René Frost, ser stort perspektiv i samarbejdet som på mange måder passer perfekt i AGF og klubbens værdier. 

- Ligesom IVF05 er vi naturligvis også interesseret i at skabe fremtidens fodboldspillere til byens hold. Og her ser vi et stort potentiale i området omkring IVF05, som vi forhåbentlig kan få forløst over de næste år. IVF05 er en klub, der arbejder på at give alle børn og unge i Toveshøj en mulighed for at spille fodbold og være en del af foreningslivet, og derfor er vi også rigtig glade for, at de nu bliver en del af AGF klubsamarbejdet, siger René Frost.  

I IVF05 håber man, at det nye samarbejde kan gøre det nemmere for de bedste spillere at tage det næste skridt i deres karriere. Det skal AGF blandt andet hjælpe gennem træneruddannelse og vores såkaldte ATK+ tilbud.

- Vi har en aftale med AGF om, at vores bedste spillere kan blive en del af de forskellige tilbud der er i AGF. Samtidig er det planen, at AGF skal hjælpe os med at uddanne trænere, så vi kan lave så god træning som muligt i IVF05. Men lige meget hvad, vil det vigtigste for os altid være at se glade og smilende børn - sådan vil det altid være, siger Omar Weis. 

Og smilende børn var der også i går, da børn fra IVF05 markerede det nye samarbejde ved at løbe ind med førsteholdet til torsdagens pokalkamp i Ceres Park.