WILSHERE SER FREM TIL VEJLE-GENSYN

10.05.2022 10:10

Snart gælder det VB i Vejle. Her fik Jack Wilshere debut i den hvide trøje. Nu ser han frem til at komme tilbage og kæmpe om vigtige point torsdag aften.

Torsdag kl. 18 venter der 3F Superligaen en spændende kamp i Vejle, som kan vise sig afgørende i forhold til stillingen. Det er os, der har revanche til gode fra seneste besøg på Vejle Stadion, som jo endte 2-3 til VB i en dramatisk kamp i februar.

Den gang fik Jack Wilshere debut i den hvide trøje og midtbanespilleren ser frem til et gensyn med Vejle Stadion og forhåbentlig et bedre resultat end seneste besøg på de kanter.

- Vejle er et vanskeligt hold at spille mod. De er fysisk stærke og aggressive - jeg kan egentlig godt li’, hvordan de spiller. Så er det så op til os at gå imod det og bryde dem ned. Jeg tror, vi får lov til at ha’ bolden meget som vi havde senest, vi mødte dem - selv om Vejle skal op og ha’ et resultat - og så handler det jo om, hvad vi gør ved den.

- Vejle skal ud og vinde kampen - de har brug for en sejr i deres situation i ligaen, og det kan måske være en fordel for os - især som man kommer et stykke ind i kampen. Men vi kommer ikke derned for at være afventende. Vi skal ud og spille efter sejren og forsøge at få spillet over på vores side, så godt vi kan, siger Jack Wilshere, der fik endnu en assist på kontoen i 1-1 kampen i søndags, da han lagde bolden ind til Frederik Tingagers hoved i kampens slutning.

- Selv om vi ikke fik sejren forleden - som jeg synes, vi fortjente - så er det altid en dejlig følelse at udligne sent i en kamp og kæmpe os til et vigtig point den situation, vi er i - det gav en positiv energi, som vi tager med os på torsdag.

Håber på stor opbakning
I seneste kamp i Vejle var der godt fyldt på et udsolgt udebaneafsnit, og truppen håber også, at se mange fans torsdag aften til at støtte holdet frem i hvad der bliver en svær udekamp. I søndags var opbakningen en vital del i et sent comeback, og generelt betyder tilhængernes støtte meget for holdet i den sportslige situation, vi er havnet i her i foråret i 3F Superligaen.

- Det giver os selvtillid, når man ser mange fans på en udebane. Det er altid vanskeligt at spille væk fra Aarhus. Så hvis vi kan få den opbakning, som vi har fået i hele foråret, så giver det os et godt rygstød i en vigtig kamp, fortæller Jack Wilshere.

Der er kampstart torsdag den 12. maj kl. 18 på Vejle Stadion.