HJEMMEBANEN PÅVIRKES AF STOR KONCERT ONSDAG

17.06.2022 08:34

Ceres Park & Arena pakkes ind til koncert på onsdag den 22. juni.

Fra i dag den 17. juni og til efter den 22. juni sætter en stor koncert med Rammstein sit præg på Ceres Park & Arena og hele området omkring vores hjemmebane.

Koncerten, der finder sted onsdag den 22. juni om aften, betyder blandt andet, at der fra fredag den 17. juni spærres af på parkeringspladserne foran Ceres Park & Arena, samt ved den store P-plads ud mod Jyllands Allé.

Man kan dog stadig komme til fods eller cykel til AGF Fanshoppen, som har åben i dag mellem 13 og 17. Men så holder lukket i morgen - lørdag den 18. juni. Og derefter holder AGF Fanshoppen også lukket den 20. juni, 21. juni, 22. juni og 23. juni. Man kan dog naturligvis fortsat handle online lige her.

Har man brug for at købe sæsonkort ved personlig betjening er det fortsat muligt i dag fredag den 17. juni. Men ellers har receptionen i AGF lukket for personlig betjening i næste uge.

Også trafikken ved og omkring Ceres Park & Arena bliver påvirket af koncerten. I samarbejde med de lokale myndigheder er der udarbejdet en trafikplan gældende for området. Således vil et større område være afspærret fra onsdag d. 22. juni kl. 08:00 til torsdag d. 23. juni kl. 02:00. (Se kort). Her er der dog naturligvis fortsat mulighed for beboerkørsel. 

Man skal dog være opmærksom på, at følgende veje helt er spærret for gennemkørsel den 22. juni: Jyllands Allé fra Marselis Boulevard til Rosenvangs Allé i tidsrummet 12:00-03:00
Stadion Allé fra Marselis Boulevard til Ceres Park i tidsrummet 08:00-03:00

Alle berørte beboere i området omkring Ceres Park & Arena har modtaget direkte information om de trafikale forhold.

Onsdag den 22. juni starter koncerten kl. 20:00 og forventes slut cirka ved midnat. Arrangørerne forventer, at der kommer gæster til fods allerede fra kl. 13:00 og frem til koncertstart. 

Vi kan også informere på vegne af Rammstein om, at der til deres koncert vil forekomme høje brag i form af fyrværkeri, samt kraftig røg fra Ceres Park. Myndighederne er orienteret om dette.

Vi beklager på forhånd de gener som koncerten måtte bringe og ønsker alle gæster en rigtig god koncert.