SEJR I FØRSTE HJEMMEKAMP

Foto: Allan Høgholm — 24.07.2022 15:02

Det blev til en 3-1 sejr efter Aarhus Walk.

Søndag bød på sæsonens første hjemmekamp, hvor vi inden - traditionen tro - hyldede fællesskabet og sammenholdet til Aarhus Walk, der bød på en flot fanmarch mod Ceres Park, hvor Viborg FF ventede i 3F Superligaens anden runde i den nye sæson.

De grønklædte fra domkirkebyen kom til Aarhus fra en sejr i ugens løb i Europa Cup’en, mens vi som bekendt måtte rejse tomhændet hjem fra Brøndby i vores første kamp.

Fra starten af dagens kamp fortsatte vi de gode takter fra anden halvleg i Brøndby med aggressivt og frisk spil. Og det gav pote, for allerede efter fem minutter havde vi haft de første to hjørnespark, der dog ikke gav gevinst i form af mål.

Det gjorde en anden situation dog efter små ti minutter, hvor vi kom til et fint indlæg efter godt forarbejde af Mads Emil Madsen. Indlægget blev headet mod mål, hvor Sigurd Haugen var over bolden som en norsk kongeørn og kunne bringe os foran 1-0 med sit første mål i den hvide trøje.

Kort efter var det dog lige ved, at Viborg fik svaret igen, men Yann Bisseck fik flot blokeret en farlig afslutning. Men chancen gav gæsterne blod på tanden og vi havde lidt sværere ved at få skabt chancer mod et defensivt stærkt Viborg-hold, som også kom til deres chancer. Blandt havde den store angriber Jay-Rot Grot en stor chance efter en halv time, hvor Jesper Hansen hev en flot redning op.

Imens forsøgte vi fortsat at skabe flere chancer og spillede til tider os rigtig flot til indlæg og halve forsøg, men vi manglede lidt i, at det for alvor blev farligt for gæsterne.

Dermed gik vi til pausen foran med en.

Vi kom flot ud til anden halvleg i jagten på det næste mål, der ville give ro. Og blandt andre havde Mikael Anderson muligheden kort tid inde i 2. halvleg.

Men Viborg FF forsvarede sig fortsat bravt, ligesom de stadig var en trussel offensivt. Så der skulle passes på i de bagerste rækker samtidig med, at spillerne meget gerne ville sikre sig et mål mere i jagten på den første sejr i lang tid.

Og målet til 2-0 kom da også efter et kvarter, hvor vores to forreste angribere arbejdede hårdt mod Viborgs forsvar. Bolden endte hos Mads Emil Madsen, som lidt inde i Viborgs felt flot sparkede den ind i kassen. Og så havde to af de nyeste AGF’ere, hver scoret deres første mål for AGF til stor glæde for et festklædt Ceres Park.

Desværre for os havde Viborg FF ikke tabt modet og med et kvarter igen fik de reduceret til 2-1 efter indlæg, vi ikke fik clearet. Og så var der spænding i luften over Ceres Park igen. Men kort efter var der også glæde, for efter et hjørnespark til os fløj Patrick Mortensen flot op og headede bolden stærkt i mål til 3-1. En fin måde at fejre den kontraktforlængelse med vores anfører, der blev offentliggjort lige inden kampstart.

Derefter var det tid til nogen friske kræfter. Og blandt kom Gift Links ind, som var tæt på at kunne bringe os på 4-1, da han kom ind i Viborgs felt fra en spids vinkel, men måtte se sit forsøg blive blokeret.

Flere mål kom der ikke og vi kunne derfor glæde os over den første sejr længe. Næste kamp er også hjemme i Ceres Park, når vi om en uge tager imod Randers FC i et klassisk lokalopgør.

Kampfakta - 3F Superligaen, 2. runde i Ceres Park den 24. juli 2022
AGF vs. Viborg FF 3-1 (1-0)
1-0: 09’ Sigurd Haugen
2-0: 61’ Mads Emil Madsen
2-1: 74’ Tobias Bech
3-1: 77’ Patrick Mortensen

Advarsler:
AGF: Uwe Rösler, Patrick Mortensen

Tilskuere: 10.036

MoM: Sigurd Haugen

AGF:
Jesper Hansen - Thomas Kristensen, Frederik Tingager, Yann Bisseck - Tobias Mølgaard, Nicolai Poulsen, Mads Emil Madsen, Mikael Anderson (69’ Frederik Brandhof), Eric Kahl (69’ Gift Links)- Patrick Mortensen, Sigurd Haugen (81’ Albert Grønbæk)

Se flere fakta om kampen