STOR ÅRHUSIANSK INTERESSE FOR ÅBNINGSKAMP

15.02.2022 14:00

Fredag åbner vi foråret med en udekamp i Haderslev mod SønderjyskE.

UPDATE: 17.2 kl. 18:00
På grund af stormvarsel over Danmark fra fredag aften opfordrer vi alle medrejsende til at orientere sig inden afgang mod Haderslev. Her er værternes seneste opdatering om emnet.

Efter en lang vinter skal vi endelig i gang med sæsonen igen og er altså den ene del af den første 3F Superliga-kamp i 2022. Og fodbolden har været savnet. I hvert fald af AGF’erne, som ser ud til at komme i stor stil til Sydbank Park for at bakke holdet op med vanlig varme og entusiasme i den vigtige åbningskamp.

Således melder Sønderjyske nu om stor interesse for udebaneafsnittet på Sydbank Park og generelt om et flot billetsalg i det sønderjyske. Her to dage før kampen er der således solgt næsten 1000 billetter til udebaneafsnittet på Sydbank Park. Og både AGF Fanclub og Samlet for Aarhus melder samtidig om stor interesse for de arrangerede ture ned til Haderslev.

Udebaneafsnittet kan dog rumme 1.400 tilskuere i alt, så det er stadig muligt at købe billet. Man kan få adgang til priser for en 50’er, hvis man er under tyve år. Ellers koster billetterne 100 kr. til kampen, der starter fredag aften den 18. februar k. 19.

Tag med til Haderslev og start foråret ved at bakke holdet op frem mod en sejr.