AGF-TRØJE SKAL HYLDE SPORTS- OG KULTURLIVET I AARHUS
13.04.2022 06:04
En AGF-trøje tager nu på tur rundt for at samle minder og autografer op. Ved sæsonafslutning finder vi en heldig vinder af både trøje og en scrapbog.
Hvert år har vi i Kongelunden - i Ceres Park & Arena - besøg af mange forskellige mennesker; artister, sportsudøvere og musikere, der viser deres talenter frem for Aarhus.
For at fejre dem og byens kulturliv indfører AGF og Arbejdernes Landsbank nu en ”AL STAR trøje”, der i årets løb skal "hilse på" nogen af de mange personligheder, der gæster vores hjemmebane.
Det kan for eksempel være et stort musiknavn, AGF-ambassadører eller en afholdt fodboldspiller.
Trøjen følger så nogen af vores mange kendte gæster i løbet af en sæson. De signerer trøjen og får taget et billede med den til en scrapbog, der udarbejdes ved sæsonens afslutning.
Den seneste til at signere den nye AL STAR trøje var naturligvis Årets Legende 2022 Stig Tøfting, som forleden blev fejret på Ceres Park, da AGF fejrede Legendernes Dag.
Trøjen skal nu rundt til andre kendte gæster og personligheder resten af sæsonen. Til sidst udlodder vi både trøjen med de mange autografer på og den medfølgende scrapbog til en heldig vinder.
AL STAR trøje projektet præsenteres i samarbejde med Arbejdernes Landsbank.