HØJESTE ANTAL TILSKUERE I MANGE ÅR

17.12.2021 12:00

Næsten 100.000 har set os spille 3F Superliga i Ceres Park i dette efterår. Det giver det højeste tilskuersnit i over 10 år.

Ikke siden 2010 har der været så mange tilskuere til AGF’s 3F Superliga-kampe på Ceres Park som der har været i dette efterår, hvor tilskuergennemsnittet på Ceres Park er 11.070. Det er det højeste snit siden 2009/2010 sæsonen, hvor gennemsnittet for hele sæsonen lød på 11.879.

Det er i øvrigt kun tredje gang siden 2000, at vi har et snit på over 11.000. Og faktisk kunne tallene ha’ været endnu større, da vi i sæsonens første kamp var underlagt Corona-restriktoner, der gjorde, at vi kun måtte være 8.500 til en hjemmekamp mod Brøndby IF, der jo traditionelt trækker mange af huse i Aarhus.

Alligevel har vi i dette efterår set en stigning på 28 % siden seneste normale sæson før Corona. Således var tilskuergennemsnittet i 2018/2019 sæsonen på 8.613 før Corona så ramte i sæsonen efter. Her havde vi i øvrigt det højeste tilskuergennemsnit af alle 3F Superliga-klubber i den corona-ramte 20/21 sæson.

I efteråret har vi i 3F Superligaen været op til 19.143 til en kamp mod AaB, mens det lavest antal tilskuere var 8.153 til en kamp mod SønderjyskE.

God hjemmebane


Det er ingen hemmelighed, at holdet nyder at spille hjemme i Ceres Park og ser man på resultaterne i Aarhus i efteråret, så har de flotte tilskuertal da også smittet af på banen, hvor vi er ubesejret siden den 15. august i år. Og vi kan notere os to uafgjorte kampe og fire sejre siden. I alt er det ”blot” blevet til to nederlag i hele efteråret hjemme i Aarhus.

Tilskuergennemsnittet for indeværende sæson er det tredje højeste i 3F Superligaen - godt 3.000 over FC Midtjylland på fjerdepladsen, mens kun Brøndby IF og FC København har et højere snit end os.

I alt har næsten 100.000 tilskuere set AGF’s herrer i Ceres Park i denne sæson indtil nu.

Skal du også være med på Ceres Park i foråret, så overvej at investere i et halvårskort til forårets spændende kampe.