AVIS INVITEREDE TIL STADIONMØDE

12.04.2023 07:53

Tirsdag aften var over 100 læsere samlet hos Jyllands-Posten for at høre mere om Kongelunden og arbejdet med byens nye fodboldstadion som skrider planmæssigt frem. I øjeblikket arbejdes der på en udviklingsplan for hele Kongelunds-området og til december begynder arbejdet for alvor på det nye fodboldstadion.

Tirsdag aften var mere end 100 gæster samlet hos Jyllands-Postens flotte nye mediehus på havnen i Aarhus. Her havde avisen - i samarbejde med AGF, hvor Jyllands-Posten er partner - inviteret sine læsere til et orienteringsmøde om Kongelunden og dermed også byens fremtidige fodboldstadion.

På scenen var derfor - foruden ordstyrer Jacob Haislund, redaktør for JP Aarhus - projektdirektør Hardy Pedersen fra Kongelunden og AGF’s direktør, Jacob Nielsen som med hver deres spændende oplæg fortalte om det store og ambitiøse Kongelundsprojekt for hele området omkring Ceres Park & Arena og om AGF’s kommende hjemmebane; det nye fodboldstadion.

Blandt tilhørerne var der flest faste gæster på Ceres Park, men også nogen som ikke så ofte kom til fodbold. Og begge målgrupper fik meget nyttig information med hjem og en indsigt i fremtiden for byens store rekreative område og det nye fodboldstadion.

Projektdirektør Hardy Pedersen fra Kongelunden fortalte blandt andet om infrastrukturen i området og visionerne om et nyt sportsområde med faciliteter til blandt andet atletik, cykling og hestesport. Team Danmark Centret med kollegier bliver også fornyet i en ny bygning, da den nuværende skal rives ned i forbindelse med bygningen af det nye fodboldstadion.

På opfordring fra salen blev der også diskuteret udfordringerne med parkering i fremtidens Kongelunden. Her fortalte Hardy Pedersen blandt andet, at der var tanker om at skabe nogen af de nødvendige parkeringspladser på Væddeløbsbanen som muligvis så skal forbindes med en ny biltunnel til Jyllands Allé.

Hardy Pedersen berørte også visionerne for en nytænkning af John Stampes Plads og Søjlegården i den gamle hovedbygning på Ceres Park som er fredet, men som skal blive en del af det nye stadion med en elegant ny udformning.

På Kongelunden.aarhus.dk kan man blive meget klogere på hele planen for området >>>

Det nye fodboldstadion - som bliver til virkelighed takket været donationer fra Salling Fondene og Lind Invest - får en kapacitet op til 24.000, fortalte AGF’s adm. direktør, Jacob Nielsen.

Som udgangspunkt med 22.000 siddepladser og så muligheden for at konvertere nogen af siddepladserne om til ståpladser til for eksempel superliga-kampe, hvor der bliver en stor stemningstribune bag det ene mål.

Jacob Nielsen fortalte også om de nye store fan-områder ved det nye fodboldstadion, hvor der bliver en helt ny fanplaza og nye flotte byområder, som ikke kun kan bruges, når der er fodboldkampe. Men når der så er fodbold, så forvandles områderne til noget af det bedste man har set inden for fanzoner og fanplazas.

AGF’s direktør kom også ind på de mange beregninger og tanker, der er gjort i forhold til nærheden til banen, tribunekonstruktionen og vind og vejr-forhold. Blandt andet er der gjort meget ud af, at lyden på stadion - den stemning som tilskuerne laver - skal forblive inde på stadion.

Tilhørerne fik også et indblik i de kommende nye VIP-faciliteter, hvor der i alt skal være plads til 2.500 VIP-gæster i modsætning til de godt tusind, der er plads til på Ceres Park nu. De kommende VIP-faciliteter byder blandt andet på en såkaldt tunnel-club og flere niveauer på hovedtribunen på det nye stadion.

Fra salen blev der spurgt til økonomien set i lyset af stigende udgifter til byggematerialer. I alt er projektet sat til 650 mio. kr., hvor AGF kommer med de 150 millioner, mens Salling Fondene og Lind Invest hver kommer med 250 mio.

Hardy Pedersen fra Kongelunden fortalte, at de midler, der er afsat, er såkaldt pristalsreguleret. Byggepriserne er godt nok steget lidt mere, men er ved at flade ud, fortalte Hardy Pedersen, som dermed kunne berolige salen i forhold til stigende udgifter til nybyggeri.

På et spørgsmål for salen om genhusning af AGF fortalte Hardy Pedersen, at man forventede, at byrådet i Aarhus Kommune til efteråret formelt ville godkende et projekt på Vejlby Stadion. Her uddybede Jacob Nielsen, at der vil være mobiltribuner og så efterfølgende vil man skabe en permanent bygning til et nyt mindre stadion til blandt andet kvindefodbold.

På mødet fortalte Hardy Pedersen også om tidsplanen for hele projektet. Nu arbejder man med udviklingsplanen for hele området. Den forventes vedtaget til oktober. Der er også i øjeblikket et udbud i gang af byggeriet. Det kommer også på plads i år, hvorfor man vil begynde nedrivningen i etaper fra december 2023 til 2024. Og så en byggeperiode fra januar 2025 til indvielsen i juli 2026.

Her kan man se mere om både det midlertidige stadion og hele det nye fodboldstadion set fra et AGF perspektiv.