02.11.2023 09:34

MARK WOSGERAU – TATTOO ARTIST

Mark Wosgerau er ejer af Sinners Inc, et verdenskendt tattoo studio, der tilbyder den højeste kunstneriske kvalitet og en luksuriøs kunstoplevelse. Som et af verdens største navne i branchen har århusianeren skabt en unik stil og udtryk, der ikke findes andre steder. Hans kundegruppe består af et internationalt klientel, der kommer rejsende fra hele verden for at få et stykke af hans kunstneriske arbejde på deres hud. Hans studio har 400.000 følgere.

Den århusianske kunstner har rejst verden rundt med brandet Sinners Inc, der er en millionforretning med nogle af de bedste artister i verden tilknyttet – inklusive ham selv. Han har desuden skabt tøjbrandet Club Sinners, der har samarbejdet med det Hummel-ejede brand Halo.

Hvad betyder fodbold og AGF for dig?

”Fodbold og AGF betyder fællesskab for mig. Fodbold er et af de største kulturelle fænomener på jorden og en af de få ting, der kan binde os sammen som mennesker på trods af vores kulturelle forskelligheder. Jeg vil gå så langt som til at kalde fodbold for finkultur, fordi spillet tilbyder os så meget. Det er som mad og kunst, to andre af mine store passioner, der binder os sammen. Og fodbolden formår også at skabe kærligheden til det fællesskab, som vi udlever gennem oplevelserne.”

Hvad er dine bedste/værste oplevelser med fodbold og AGF?

”Sæsonafslutningen med Brøndby-kampen i Aarhus, hvor vi sikrede os bronzemedaljerne, står klarest for mig som en stor oplevelse. Den kamp havde det hele: Et fyldt stadion, to røde kort, drama og et fantastisk comeback. Kampen viste virkelig hvilket fællesskab, som Aarhus og AGF udgør. En fantastisk kamp i en smuk kulisse.”

Hvem er din favoritspiller/spillere i AGF – nu eller i fortiden?

”Det må nok være Yann Aurel Bisseck. Tyskeren har en ekstraordinær udstråling, som jeg kan se mig selv i. Modet til at være anderledes. Det er måden, han klæder sig og udtrykker sig på. På den måde fik han kærligheden fra AGF-fansene og kunne bringe energien tilbage til dem.