BRØNDBY IF VENTER I VEJLBY PÅ SØNDAG

18.03.2026 08:02

Det er to hold i forskellig form, der mødes i et klassisk opgør på søndag. Her ser vi nærmere på kamp 103 mellem AGF og Brøndby.

Søndag er det klassikertid i Vejlby, når Brøndby IF kommer til Ceres Park Vejlby i 3F Superligaens Mesterskabsspil.

Det er altid store og intense opgør, når AGF og Brøndby IF mødes - og det bliver det også på søndag, hvor i går kunne melde udsolgt på Ceres Park Vejlby.

Vi kommer ind til kampen oven på et 1-1 resultat i Sønderjyske, der betyder, at vi fortsat er nummer et i 3F Superligaen, mens Brøndby tabte deres seneste kamp med 0-1 hjemme mod Viborg FF og dermed fortsat indtager femtepladsen i slutspillet. 



Og vores gæster på søndag leder da også i øjeblikket efter nøglen til en sejr efter de ikke har vundet i de seneste seks kampe og ej heller har fået scoret i 2026.

Omvendt er vi inde i en god periode som ubesejret i Superligaen i de seneste seks kampe og vi skal tilbage til den 9. november for at finde vores seneste nederlag i ligaen.

Kampen søndag er den tredje kamp i denne sæson mellem AGF og BIF, efter to i grundspillet, hvor vi vandt 1-0 hjemme med Kristian Arnstad på sejrsmålet og så 3-3 efter et flot comeback på Brøndby Stadion i seneste kamp tilbage i oktober. 

Alt i alt er det søndag kamp 103 i 3F Superligaen mellem Brøndby IF og AGF, som har en rig historie i både den gamle 1. division og i Superligaen.

Set hen over de seneste 10 kampe har vi vundet de fire, spillet uafgjort i tre og BIF har altså vundet tre. 


Hjemme i Aarhus har det også været lige med en Brøndby-sejr i deres første kamp i Vejlby i foråret, mens vi vandt den seneste kamp i Ceres Park Vejlby og også vandt i den sidste kamp mod Brøndby på det gamle Ceres Park i Kongelunden inden vi rykkede til Vejlby fra foråret 2025.  



Vi har i nyere tid haft et fornuftigt tag mod Brøndby med fire sejre i de seneste syv Superliga-kampe. Det er lige så mange som i de tidligere tyve kampe før den gode tendens startede.

Og tager vi en sejr på søndag vil det være første gang siden 2019, at vi vinder to hjemmekampe i træk mod Brøndby IF. 

Mens Brøndby altså har haft svært ved at score i 2026, så er de solide defensive med flest clean sheet og tredje-flest blokeringer foran mål. Og der er da også kun scoret to gange mod Brøndby i deres seneste seks kampe. 



Men vi kan gå ind til kampen med optimisme på målfronten. Vi har således scoret i de seneste tyve 3F Superliga-kampe (45 mål i alt - 2.3 i snit). Formår vi igen at komme på tavlen på søndag vil det være første gang i Superligaens historie, at vi scorer i 21 kampe i træk. 



Og ser vi på den nyere historik, er der næsten målgaranti, når vi møder Brøndby IF, hvor vi er kommet på tavlen i ni ud af de 10 seneste Superliga-kampe og der er i gennemsnit scoret 3.1 mål i de seneste ti kampe, hvor der også er flere kampe, hvor der er scoret fem mål eller flere.



Måske målene kommer fra Tobias Bech, der scorede i vores seneste kamp mod Brøndby IF og har scoret i de to seneste kampe, og dermed nu er oppe på 11 mål i alt i Superligaen i denne sæson.

Eller måske fra Patrick Mortensen, der er den AGF’er, som har scoret flest gange mod Brøndby IF med 12 mål i alt. 

Med 369 afslutninger, er vi det hold i ligaen som afslutter mest og er med 47 mål også det næst-meste scorende hold. Vi ligger også højest på xG (Expected goals) med 45.4 og en scoringsprocent på 17.8 og 260 chancer skabt, hvilket er nummer to i 3F Superligaen. 

Men det er alt sammen tal og statistik - søndag gælder det en ny kamp i den lange historie mellem AGF og Brøndby IF. Der er kampstart på et udsolgt Ceres Park Vejlby kl. 18.



Besøg vores kampside med flere tal og højdepunkter her >>>

Hør eller genhør podcasten 11’eren fra sidste år, hvor vi sætter et all star hold af spillere med kampe for både AGF og Brøndby IF.