
VELKOMMEN TIL HPH TOTALBYG
13.01.2026 07:04
Endnu en aarhusiansk virksomhed bliver guldpartner i AGF i en ny lang aftale.
Hvis du spiller padel i et nyt padelcenter, kører forbi et større logistikcenter ved motorvejen eller besøger et firmadomicil, er der stor sandsynlighed for, at bygningen er skabt af HPH Totalbyg A/S, der fra hovedsædet i Søften lidt udenfor Aarhus, er landets største specialister i industri-, hal-, kontor- og domicilbyggeri.
Nu bliver HPH Totalbyg en endnu større del af Aarhus og ikke mindst af AGF efter de fra nytår er indtrådt som ny Guldpartner i AGF.
- Vi hører til i Østjylland, og vi har udført og udfører mange projekter i Aarhus og i resten af regionen. Derfor er det vigtigt for os at tage del i det lokale fællesskab og bidrage til sammenhængskraften i vores region. Her spiller AGF en stor rolle og det vil vi gerne bakke op.
- HPH har en vision om at være en markedets fortrukne leverandører af funktionelle og attraktive industribygninger i høj kvalitet, og vi ser også AGF som en mulighed for at tage det næste skridt i vores udvikling, siger Mikkel Westergaard, der er adm. direktør og medejer i HPH Totalbyg.

Et langvarigt samarbejde
Siden 1989 har HPH Totalbyg udført mere end 2.000 byggerier. Fra 2016 har HPH Totalbyg haft hovedsæde i Søften lidt uden for Aarhus, hvor 140 medarbejdere sikrer professionel sparring og kvalitetsbyggeri til kunderne.
Blandt de seneste projekter er en hangar til Nordic Seaplanes i Aarhus, et logistikcenter til Sport 24 ved Skanderborg og et domicil til Zolo i Silkeborg.
- Lige som AGF ser vi frem mod fremtiden med optimisme, ambitioner og engagement, og altid med et skarpt fokus på at skabe værdi for vores kunder og samarbejdspartnere.
- Vores medarbejdere er vores største aktiv, og vi ser frem til, at de nu kan få glæde af oplevelser og fællesskab med AGF i det nye partnerskab, siger Mikkel Westergaard fra HPH Totalbyg, som har lavet en aftale med AGF helt frem til udgangen af 2030. Dermed tager de også med på rejsen ind på en ny hjemmebane i Kongelunden.
- Vi er stolte af, at HPH Totalbyg nu er med AGF på den lange bane. Det er en virksomhed, som vokser og udvikler sig, og vi er glade for, at de har valgt os som samarbejdspartner på den videre rejse. Vi ser frem til at bidrage til HPH’s udvikling og til et nyt og tæt samarbejde, siger salgsdirektør i AGF, Rasmus Nørgaard Hansen.
Velkommen til AGF til HPH Totalbyg.
Se mere her >>>>



