
MINDEORD FOR JENS LORENTZEN
28.01.2026 13:15
En mand af klubben er død
Med sorg har AGF modtaget meddelelsen om, at vor forhenværende holdlederassistent Jens Lorentzen er død, 75 år.
Jens var i begyndelsen af 60’erne, da han i sommeren 2013 blev tilknyttet AGF’s superligahold. Han havde i en årrække været holdleder og chauffør for Skovbakkens divisionshold i håndbold, da han kom til AGF som holdlederassistent og vaskemand.
De kommende år var Jens på nærmeste hold vidne til klubbens op- og nedture, og han nåede over syv år at arbejde sammen med fem cheftrænere og fire holdledere.
Jens var som holdlederassistent med til alle førsteholdets kampe og i øvrigt også U 23-holdets. Han har i den egenskab smidt uendelige mængder sure strømper, svedige trøjer og shorts i vaskemaskinerne.
I det gamle klubhus, i det midlertidige og i det nye. Været med til alle ude- og hjemmekampe, klargjort dragter, blandet saft til spillerne - og altid på sin stille og rolige facon.

I Jens' første sæson i klubben rykkede AGF ud af Superligaen, heldigvis med en hurtig tilbagevenden sæsonen efter.
Han var med holdet i Parken til den stemningsrige pokalfinale i 2016, mens hans sidste år i 2020 endelig bød på succes, da AGF for første gang i 23 år vandt en medalje.
Jens - i AGF kærligt kaldet Jay-Lo - vil i Fredensvang blive husket som jovial, hyggelig og omgængelig, en man altid kunne få sig en sludder med i vaskeriet, mens vaskemaskinerne kørte, eller når han fik sig en smøg udenfor.
Han udførte efter eget ønske i alle år sit arbejde ulønnet, og var en klubmand i ordets bedste og oprindelige forstand.
Æret være Jens Lorentzens minde.



