UNG KLUB VENTER I NÆSTE EUROPÆISKE KAMP

Foto: Sabahfc.az — 03.08.2026 11:05

Vi ser nærmere på vores kommende europæiske modstander; Sabah FK fra Aserbadjan

Onsdag aften kl. 18.30 venter tredje runde i Champions League kvalifikationen, når vi tager i mod Sabah FK på Randers Stadion. 



Vores næste europæiske modstander kommer fra Aserbadjan og det er første gang, vi møder et hold fra landet, der ligger på grænsen til det asiatiske kontinent og derfor er den yderste geografiske del af UEFA. 

Sabah FK (Səbah Futbol Klubu) kommer fra hovedstaden Baku i Sydkaukasus på sydsiden af Apsjeronhalvøen - godt 3.300 km. fra Danmark.

Her spiller Sabah FK sine hjemmebanekampe på det relativt nye Bank Respublika Arena ude i forstaden Masazir. Sabahs hjemmebane har plads til 8.900 tilskuere og udebaneafsnittet rummer 425 pladser. 


Sabah FK kommer til kampen oven på to samlede sejre i deres Champions League kvalifikation. Først mod New Saints som de samlet slog 4-1 og så mod finske KuPS, som de vandt 3-0 over.

De starter først deres nationale liga - der hedder Premier League - den 14. august og kan derfor i de her uger koncentrere sig fuldt ud om europæisk fodbold. 



Sabah FK er ankommet til dette års Champions League som mestrer i Aserbadjan, hvor Sabah har slået det hidtidige dominerende hold i Aserbadjan; FK Qarabag af pinden og blev både national mester og pokalvindere i den seneste sæson.



Det er en meget ung klub som vi nu skal møde over to dobbeltopgør. Sabah FK blev grundlagt i 2017 og begyndte sin levetid i den næstbedste række og er hurtig rykket op i Aserbadjansk fodbold - kulmineret med "The Double" i seneste sæson.



Men før det har Sabah FK i flere år været i toppen af den lokale liga og derfor har de også tidligere europæiske erfaringer fra Conference League kvalifikationen, mens de for et år siden var med i Europa League-kvalifikationen. 

Her tabte de til Celje, hvorefter de spillede i kvalifikationen til Conference League og først slog rumænske Petrocup Hincesti, men rendte så ind i et nederlag til Levski Sofia i sidste kvalrunde. 

Det er et internationalt hold, der venter os onsdag. Således er der mange forskellige nationaliteter i Sabah FK’s trup. Blandt andet fra Serbien, Frankrig, Kroatien, Jamaica, Algeriet, Sydafrika og naturligvis fra hjemlandet, hvor der dog blot var to spillere fra Aserbajdsjan i startopstillingen i Sabahs seneste kamp.



Af profiler kan nævnes holdets topscorer tysk-rwandesiske Joy-Lance Mickels, der har været i Sabah i fire år og er noteret for 74 mål i 143 kampe. 



Der er også en forbindelse til vores tidligere modstander, Lech Poznan og til AGF i den polske landsholdsspiller, Tymoteusz Puchacz, som tidligere har tørnet ud for Lech Poznan og spillet sammen med vores egen Magnus Knudsen i Holstein Kiel. Nu agerer Puchacz venstre back for onsdagens modstander efter han denne sommer er kommet til Sabah. 

En anden spiller, der også har fået en del minutter i Sabahs europæiske kampagne, er højrekanten, Kaheem Parris, der er landsholdsspiller for Jamaica og har en fortid i Dynamo Kiev.



Sabahs internationale trup er siden sidste sommer blevet trænet af litaueren Valdas Dambrauskas, som blandt andet har været ungdomstræner i Manchester United, Fulham og Brentford, ligesom han har stået i spidsen for klubber i Kroatien, Grækenland, Ungarn, Cypern og Bulgarien. Dambrauskas er kendt som en træner for hold, der har en solid defensiv, men som også gerne vil være på bolden.

 

Nu træder de ind på vores midlertidige europæiske hjemmebane på onsdag kl. 18.30 til første kamp i 3. kvalrunde i Champions League. Returopgøret spilles i Aserbadjan i næste uge - tirsdag den 11. august.