KLAR TIL RETURKAMP: TIRSDAG GÆLDER DET

07.08.2026 08:30

Efter 2-1 sejren over Sabah FK i Champions League kvalifikationsrunden i onsdags gør vi nu klar til returopgøret, der spilles på tirsdag den 11. august kl. 18 i Baku. I mellemtiden sidder vi over i 3F Superligaen i weekenden og søndag rejser holdet så afsted til Aserbajdsjan.  

Og det er med optimisme og altså en sejr i bagagen, at vi kan tage den lange vej til den yderste region af UEFA for at spille returkampen. Efter den første kamp i Randers hæftede cheftræner Jakob Poulsen sig ved resultatet og de gode perioder af kampen.



- Vi skal glæde os over sejren, fordi uafgjort nu er nok for at komme videre. Men vi mistede også lidt kontrollen til sidst - nok også på grund af det fysiske pres på truppen. Men sejren var vigtig og den fik vi fightet hjem. 

- Vi har også lært noget af den første kamp og nu har vi så en kamppause på seks dage i stedet for to eller tre - det har vi ikke haft mellem de fem første kampe. Sådan er vilkårene og det er også læringen i de her europæiske uger. Men det er godt, at vi nu har nogle gode dage til at restituere og til at forberede os til tirsdag, sagde Jakob Poulsen efter onsdagens sejr. 

Kampen tirsdag spilles på Sabah FK’s hjemmebane Bank Respublika Arena, som ikke ligger inde i hovedstaden Baku, men i forstaden Masazir. Det er et stadion, der godt kan minde lidt om vores midlertidige hjemmebane i Randers og har plads til 8.900 tilskuere. 



Udebaneafsnittet rummer 425 pladser og kan se frem til at få besøg en større gruppe århusianere, der allerede har sikret sig billet. Tager man den lange tur til Aserbajdsjan på tirsdag finder man billetter her.



Returkampen starter kl. 18 dansk tid (kl. 20 lokal tid) og måske det er godt, at kampen starter lidt ud på aftenen. For sommeren er normalt meget varmt i Baku med temperaturer over 30 grader. Dog varsles der tirsdag en smule overskyet og lidt mere ”danske” temperaturer på 28 grader og 25 om natten. 



Formår vi at vinde en samlet sejr, gælder det playoff til Champions League efter kampen tirsdag, mens vi ved et samlet nederlag skal ud i playoff til Europa League. 



Man kan se kampen direkte på TV3+ / Viaplay, der starter sin optakt kl. 17 og naturligvis følge med på alle AGF’s platforme. 


Mere om Sabah FK her >>>