ÆRGELSE I VEJLBY EFTER NEDERLAG

13.09.2025 15:56

Hårdt arbejde gav ikke point, da AGF Kvindefodbold i dag tabte til HB Køge.

Det blev ikke til en ny sejr for AGF’s kvinder, da vi lørdag eftermiddag tabte 0-1 til HB Køge hjemme i Vejlby efter en kamp, hvor der var chancer til århusianske mål, men også en kamp, hvor vi i perioder blev presset tilbage af topholdet i A-ligaen.

Men bortset fra Køges mål var der godt styr på forsvaret. Så efter kampen ærgrede det spillerne ekstra at gæsterne alligevel en enkelt gang fandt vej til nettet. 

- Det er ærgerligt, at når vi nu holder dem fra meget, at vi ikke er opmærksomme i en enkelt situation, hvor de straffer os med målet.

- Vi havde på forhånd forventet en hård kamp, men formår at stå kompakte og holde Køge fra chancer. Og så får vi ædt os ind i kampen, kommer mere på bolden og har også vores muligheder, men får dem ikke udnyttet og det skal man bare mod et dygtigt hold som Køge, sagde Sofie Vendelbo efter kampen. 

I den modsatte ende havde Julie Mathiasen AGF’s største chance på et skud fra distancen, som prellede af på overliggerne kort før pausen. Og var den gået ind, havde udgangspunktet for anden halvleg været anderledes. 



- Det er trælst og uheldigt, at den ikke går ind, for det var i en periode, vi havde fået os ædt lidt mere ind i kampen. Men generelt manglede vi at spille de chancer, vi får endnu større. Men defensivt gør vi det overordnet fint og kan godt ærgre os over, at det ikke bliver til minimum et point i dag, sagde Mathiasen efter kampen. 

Næste kamp for kvinderne er først tirsdag den 23. september, hvor vi skal en tur til Odense og møde OB.