
STÆRK DEFENSIV IKKE NOK MOD HB KØGE
13.09.2025 14:31
Trods en stærk defensiv indsats måtte AGF's kvinder lørdag se sig besejret af HB Køge.
Lørdag eftermiddag stod den på A-liga fodbold på Ceres Park Vejlby, da AGF Kvindefodbold tog imod topholdet fra HB Køge. Her skulle holdet se om de kunne fortsætte den gode stime fra sidste uges sejr over FC Nordsjælland.
Men Køge har ikke vundet alle deres kampe indtil for ingenting, og gæsterne fik relativt hurtigt sat sig på boldbesiddelsen og hjemmeholdet havde svært ved at få skabt de helt store muligheder og var i perioder nødsaget til at fokusere på defensiven.
Den var til gengæld stærk og stod godt mod Køges pres mod det århusianske hold i første halvleg og de afslutninger, der kom igennem, tog Marie Gade sig af i AGF-målet.
Til allersidst i halvlegen kom kampens indtil da største chance dog til AGF, da Julie Mathiasen trykkede flot af fra kanten af feltet, men måtte se sit forsøg ramme overliggeren i en situation, hvor AGF’erne ellers kunne været gået til pausen foran med en.

Anden halvleg startede på værst tænkelig vis set med AGF-briller, da vi ikke fik dækket skarpt nok op ved et indkast og HB Køge Olivia Garcia stod fri til en afslutning som gik ind under overliggeren til en føring til gæsterne.
Vi svarede dog fint igen og efter en times tid var Sophia Parkegaard tæt på ved den fjerneste stolpe, men forsøget gik over. Også Line Aarhus bød ind med et hovedstød, men uden den afgørende skarphed.
Og i det hele taget blev det lidt af en kamp, hvor de små marginaler var på Køges side som også var mere effektive og vi formåede ikke at komme tilbage med en udligning og da Køge heller ikke scorede mere endte kampen med et 0-1 nederlag.
AGF K vs. HB Køge / A-Liga / Runde 5 / Ceres Park Vejlby / 13.9 2025
0-1 (0-0)
AGF i Vejlby:
Marie Gade, Sofie Vendelbo, Julie Mathiasen, Ea Rasmussen, Elvira Bull Nejmann (58’ Sofie Louise Jørgensen), Sarah Sundahl (79’ Johanne Guldbæk), Sophia Parkegaard (46’ Silke Lynge Larsen), Signe Andersen, Signe Baattrup, Cecilie Johansen (82’ Laura Kjærsgård) Line Aarhus (58’ Mie Lerche)
