NU GÆLDER DET POKALEN: SØNDERJYSKE VENTER ONSDAG

27.10.2025 08:16

Onsdag spiller vi 4. runde i Oddset Pokalen, når vi tager i mod Sønderjyske hjemme på Ceres Park Vejlby.

Onsdag den 29.10 gælder det 4. runde i Oddset Pokalen, når Sønderjyske kommer til Ceres Park Vejlby med kampstart kl. 20.45.

Find billet til kampen her. 

Vi kommer ind til pokalkampen ovenpå en 1-0 sejr i fredags hjemme over FC Nordsjælland i 3F Superligaen, mens Sønderjyske spillede 0-0 med Randers FC i deres seneste Superliga-kamp i weekenden.

Det betyder, at det er Superligaens aktuelle nummer et mod nummer otte, der onsdag mødes i en pokalkamp.

Det er det fjerde møde med Sønderjyske i pokalturneringen - dog har vi for mange år siden mødt Haderslev - der jo ligger til grund for Sønderjyske - to gange i pokalen.

Blandt andet i 3. runde i 1993, hvor det blev til vores hidtil største sejr i pokalturneringens historie, da vi vandt 10-1. 



Seneste pokalkamp mellem de to klubber, var præcis for fire år siden, da vi den 27. oktober 2021 i fjerde runde tabte 2-0 efter forlænget spilletid på Ceres Park og Sønderjyske gik videre i turneringen. 

På banen den gang var Gift Links, Jesper Hansen, Frederik Tingager, Patrick Mortensen, Nicolai Poulsen og Eric Kahl fra AGF’s nuværende trup. 

Vi har også tidligere mødtes i pokalen i 2016, da vi den sæson gik hele vejen til finalen og vandt 3-0 på udebane over Sønderjyske i kvartfinalen.  

Sæsonen før den tabte vi 5-6 til Sønderjyske efter en straffesparksafgørelse i 3. runde. 



Vi er kommet til pokalkampen ovenpå en 2-1 sejr over Hillerød i 3. runde, mens vores gæster på onsdag vandt 2-1 på udebane over Hvidovre IF og før det hele 10-0 over serieholdet Raklev i 2. runde, hvor Sønderjyske trådte ind i turneringen.

Seneste kamp de to hold i mellem var i Superligaens første runde i denne sæson, hvor vi spillede 1-1 i Haderslev.

Set hen over de seneste fem superliga-kampe har vi spillet 1-1 to gange, vi har vundet to og Sønderjyske en enkelt. 

I alt har vi spillet mod hinanden 45 gange i Superligaens historie med en overvægt af sejre til os - heraf 11 i Aarhus, hvor vi jo spiller onsdag. 

Seneste kamp i Aarhus bød på en 4-1 sejr til os helt tilbage i august 2024, hvor vi spillede i Kongelunden og kampen onsdag er dermed Sønderjyske første besøg på Ceres Park Vejlby. 



Nyd et gensyn med målene fra den kamp og andre mål mod Sønderjyske på AGF Play

Generelt har der været mange mål mellem de to hold på det seneste med 16 mål i de seneste fem kampe og fire gange inden for fem år har vi vundet en sejr med tre mål eller mere, når vi har mødt sønderjyderne, og mon ikke der kommer mål igen onsdag.

Det er således kun sket en enkelt gang i hele Superligaens historie, at en kamp mellem AGF og Sønderjyske er endt uden mål.

Seneste målscorer for os mod Sønderjyske var Tobias Bech på en assist af Frederik Emmery. Bech kom også på tavlen i seneste hjemmekamp mod Sønderjyske, hvor Patrick Mortensen scorede to gange.

I alt har vores anfører nettet 11 gange mod Sønderjyske - næstflest af alle de modstandere han har spillet mod og Mortensen lavede da også sit debutmål for AGF mod netop Sønderjyske. 

Nu gælder det så Oddset Pokalturneringen anno 25/26 og en ny dyst mod Sønderjyske om avancement til kvartfinalen. Kampen spilles onsdag kl. 20.45 på Ceres Park Vejlby. Husk at billetabonnenter også har adgang til 4. runde i Pokalturneringen. 



Billetter kan findes lige her.