AGF KVINDEFODBOLD ÅBNER FORÅRET MOD FORTUNA I AARHUS 

14.03.2025 06:44

Gjensidige Kvindeligaen begynder på lørdag, hvor AGF Kvindefodbold er i aktion i Aarhus mod Fortuna Hjørring.

Lørdag den 15. marts åbner AGF Kvindefodbold deres forår i Gjensidige Kvindeligaen. Rækkens førerhold Fortuna Hjørring kommer til Vejlby til en kamp på Ceres Park Vejlby, der begynder kl. 15. Find billet her >>>



Efter en tyvstart på foråret med en pokalkvartfinale, som desværre blev tabt i lørdags, gælder det nu ligaen og medaljeslutspillet for kvinderne.

AGF er placeret på en aktuel sjetteplads med 16 point. Tyve point op til lørdagens gæster fra Hjørring som fører rækken med 36 point efter et ret så suverænt efterår, hvor Fortuna endnu har til gode at tabe. 11 sejre og tre uafgjorte hedder deres opgørelse.

Den kan passende ændre sig lørdag mod AGF, som vandt over Fortuna i en testkamp tidligere på året med 1-0. Og hjemmeholdet kan også finde optimisme i, at vi tidligere har vundet over gæsterne i pokalturneringen med samme resultat. 


I det hele taget har opstarten for holdet været ganske positiv for AGF’s kvinder, som gik ubesejret gennem testkamp-programmet med tre sejre og en uafgjort. Og holdet har scoret en del i testkampene, men kom altså ikke på tavlen i pokalkampen i lørdags.

Her måtte kvinderne undvære en sygdomsramt Signe Baattrup som ellers har været flyvende med flere mål og assist i testkampene. Hun har netop forlænget sin kontrakt med AGF og forventes at være klar igen til lørdag.

Kampen er den første af ti kampe i forårets medaljeslutspil i Gjensidige Kvindeligaen, hvor AGF’erne skal se om de kan fortsætte efterårets imponerende stime med fire sejre ud af de sidste fem kampe.

Med 16 point har holdet 11 point op til medaljepladserne, som altså kan synes lidt langt væk, men absolut indenfor det muliges rige.

Og den kamp starter altså lørdag i Vejlby. 

Find en billet til kampen i linket herunder.

Husk, at alle AGF’s billetabonnenter/sæsonkortholdere også har adgang til kampene i Gjensidige Kvindeligaen. Ellers er priserne 50 kr. for voksne fra 14 år og gratis for børn under 14 år.

Kampen kan også ses på Kvindeliga.live med kampstart kl. 15 og i AGF-appen.