
AGF KVINDEFODBOLD: BAATTRUP FORLÆNGER
12.03.2025 07:58
Signe Baattrup er også AGF'er i de kommende par år.
Inden Gjensidige Kvindeligaen går i gang igen med medaljeslutspillet i den kommende weekend, har AGF Kvindefodbold fået en forlængelse på plads med en af profilerne i liga-truppen.
Således har den 25-årige midtbanespiller Signe Baattrup sat sin signatur på en ny aftale, så hun nu er AGF’er frem til udgangen af 2026.
- Vi ser ind i et spændende forår for holdet, hvor vi for anden gang er med i medaljeslutspillet. Og vi er meget glade for, at vi har fået en forlængelse på plads med Signe, som har gjort en stor forskel siden hun kom til os for lidt over et år siden.
- Hun har været en profil i Gjensidige Kvindeligaen i en del sæsoner og er fortsat med at være det for os. Hun er en dygtig midtbanespiller, som har blik for det offensive spil. Og med sin dynamik og bevægelse supplerer hun vores midtbane på en god måde og har også i vores testkampe i opstarten vist sit store værd for holdet, siger chef for AGF Kvindefodbold, Daniel Lauridsen.

Signe Baattrup kom til AGF i januar 2024 og har siden været en fast del af liga-holdet. Hun kom til Aarhus fra Fortuna Hjørring, men stammer oprindeligt fra Silkeborg. Udover Fortuna har hun også tidligere spillet for Kolding.
AGF Kvindefodbold starter foråret mod Fortuna Hjørring på Ceres Park Vejlby på lørdag den 15. marts kl. 15. Billetter kan findes lige her >>>
Se et interview med Signe om forlængelsen på AGF Play her >>
