STOR INTERESSE FOR TESTKAMP

01.02.2025 08:22

Der er nu 4.000 billetter ude til næste lørdags testkamp som også bliver den første kamp nogensinde på Ceres Park Vejlby.

Lørdag den 8. februar kl. 14 inviterer vi til historiens første fodboldkamp på Ceres Park Vejlby. Her er der testkamp mod FC København og samtidig en test af vores midlertidige hjem.

Så både holdets form skal testes og det nye stadion skal testes inden forårspremieren den 23. februar. 

Vi glæder os til at komme til Vejlby, så vi har inviteret alle vores nye naboer til fodbold på lørdag, hvor der naturligvis også er åben for alle andre AGF-fans. 



Og meget tyder på, at fodboldsulten er stor i Aarhus og i Vejlby efter vinterpausen. I hvert fald er den nye hovedtribune (C-tribunen) nu udsolgt og lørdag morgen var der 4.000 billetter ude til kampen, hvilket vil sætte suveræn tilskuerrekord for en testkamp. 



Kapaciteten til testkampen søndag er reduceret til 8.000 tilskuere, så hvis interessen fortsætter som hidtil, kan vi glæde os til udsolgte tribuner. Og ikke mindst til masser af stemning og fodboldfest på lørdag. 



Så kom og vær med, og hjælp os med at teste den nye hjemmebane i Vejlby til en fed kamp mellem landets to største byer. Find billet her >>>

Naboer inviteret 
Hvis man bor i postnummer 8200 eller 8240, kan man hente fire gratis billetter, så hele familien kan komme med eller man kan invitere et par venner. Se her, hvordan man gør det.

Også AGF’s billetabonnenter, Play+ medlemmer og fans med en høj AGF-score har kunne hente en billet.



Billetsalget er nu også åbnet for alle andre. Det åbne billetsalg foregår via billet.agf.dk til en pris af 50 kr. pr. voksen og 20 kr. pr. barn (til og med 14 år). 


Se mere om hvordan man kommer med til kampen på næste lørdag her.

Bemærk, at hvis man kommer fra FC København skal man løse billet til udebaneafsnittet og være med i FCK Away.