VÆRD AT VIDE INDEN TESTKAMP
06.02.2025 08:43
Lørdag mødes vi for første gang i Vejlby, når vi skal teste Ceres Park Vejlby. Her er nyttige informationer inden testkampen mod FC København.
Lørdag den 8. februar kl. 14 er første gang man kan se fodbold på vores nye midlertidige hjem i Vejlby, når Superliga-truppen spiller vinterens sidste testkamp, som står mod FC København.
Men det er også en test af Ceres Park Vejlby, som for første gang får besøg af tilskuere.
Torsdag er der over 5.000 billetter ude til kampen, hvor kapaciteten på lørdag er 8.000.
Så der er heldigvis mange som har lyst til at komme og hjælpe os med testen. Mangler man stadig billet, så besøg billet.agf.dk.
Husk, at alle i 8240 og 8200 kan hente fire gratis billetter til det nye stadion i deres område. Se mere om det her.
Da det jo er en testkamp, er der stadig meget som ikke er på plads endnu og i sagens natur også elementer som vi fortsat indretter på.
Det er derfor vigtigt, at man kommer til lørdagens kamp med tålmodighed, et åbent sind og en lyst til at bidrage til forbedringer frem mod hjemme-premieren på 3F Superligaen den 23. februar.
Efter kampen sender vi et spørgeskema ud til udvalgte tilskuere som vi håber mange vil svare på og har man under og efter kampen indspark, forslag eller gode ideer, hører vi også gerne.
Enten på [email protected] eller via AGF’s sociale medier.
Sammen skal vi teste vores nye hjemmebane, mens holdet tester formen på banen, så vi kan blive klar til årets første hjemmekamp i 3F Superligaen.
Indgang og transport
Når det er første gang, vi skal mødes i Vejlby, er det ekstra vigtigt, at man orienterer sig på forhånd i forhold til beliggenhed, transport og indgange.
Man kan se på sin billet, hvilken indgang man skal bruge og dermed også fra hvilken vej det er godt at komme.
(A-tribunen er ikke i brug lørdag)
Vi sender nyttig praktisk information direkte ud til alle billetkøbere og abonnenter, og vi anbefaler, at man læser denne information, inden man tager afsted, og er afklaret med, hvordan man finder vej til Ceres Park Vejlby på Hvidkildevej.
Se en oversigt her >>>
Og her kan man se en oversigt over sektionerne på Ceres Park Vejlby >>>
Der er gode transportmuligheder til Ceres Park Vejlby, hvor man kan komme til via flere forskellige busruter og via Letbanen. Se de mange muligheder her.
Bemærk, at der også er mulighed for at tage en gratis shuttlebus som kører fra krydset ved Randersvej/Vejlby Center vej, hvis man for eksempel kommer med Letbanen op fra Midtbyen og ikke vil gå det sidste stykke.
Kommer du i egen bil, har vi lavet en oversigt over parkerings-mulighederne her >>>
Vi vil gerne appellere til, at hvis man kommer i bil, at man så benytter de parkeringspladser, vi anviser, og undlader at parkere på steder, der er til gene for områdets beboer.
Gør din billet klar
Hvis man ikke allerede har hentet den, er det en god ide at hente AGF-appen, hvor man kan opbevare og vise sin billet, samt få nyttige informationer om kampen, ligesom appen naturligvis er fyldt med en masse godt indhold om AGF. Det er også i AGF-appen, at man kan stemme på POWER man of the match.
Så sørg for, at du har appen eller har hentet din billet på forhånd, så du ikke risikerer, at den ikke kan downloades i billetkøen. Så gør billetten klar på forhånd - helst i din telefon - så går indgangen nemmere for alle.
AGF-appen kan downloades, hvor man normalt henter sine apps. Se mere her >>>
Boder
Der forefindes det samme udvalg som vi kender fra Ceres Park i boderne på Ceres Park Vejlby. Vi kan dog ikke garantere at alle boderne er 100 procent klar lørdag. Men vi vil naturligvis åbne dem som er, og der vil være boder i umiddelbar nærhed af alle tribuneafsnit.
Vi opfordrer til tålmodighed, hvis der skulle opstå køer på lørdag - også boderne er under test.
AGF Fanshoppen vil fremover også være til stede på Ceres Park Vejlby, hvis man mangler et halstørklæde eller en trøje til kampen. På lørdag med to boder. En bag C-tribunen og en på Hvidkildevej.
Ifølge DMI kan vi se frem til tørvejr på lørdag. Husk, at Ceres Park Vejlby ikke er overdækket. Så en god jakke er nok en god ide.
Det bedste råd inden kampen er, at man orienterer sig på forhånd om, hvor man skal hen og hvordan man vil komme derhen.
At man sørger for, at sin billet er klar - helst på sin telefon og ellers har tålmodighed og fodboldglæde med, og passer godt på vores nye område.
Brug affaldsspandene på vej til og fra kampen og pas på dig selv, omgivelserne og hinanden.
Så skal det nok blive en god test af både holdets form og vores nye hjemmebane inden forårspremieren senere i februar.
Besøg vores fyldige FAQ herunder. På gensyn på lørdag.