
YOUNG GUNS: AGF PIGER PÅ VELLYKKET TUR TIL SPANIEN
26.04.2025 08:16
AGF Kvindefodbolds U14 og U19 hold har deltaget i stor spansk turnering og er vendt hjem med gode oplevelser og erfaringer.
AGF Kvindefodbolds ældste og yngste talenthold vendte forleden hjem fra en fælles tur til Spanien.
Her deltog de to hold i den spanske internationale turnering Costa Daurada Cup i Salou ved Barcelona.
U19 DM holdet gik ubesejret gennem gruppespillet og leverede overbevisende præstationer med spil og resultater på et højt internationalt niveau.
I kvartfinalen fortsatte dominansen med endnu en sikker sejr, og i semifinalen ventede der pigerne en styrkeprøve mod Sporting Lissabon, som endte med at vinde 2-1 efter en ellers stærkt anden halvleg fra AGF. I finalen vandt portugiserne hele turneringen over Real Madrid.
- Jeg er stolt af spillerne. De spillede en flot turnering og viste, at vi kan spille lige op med nogle af Europas største klubber. Vores anden halvleg mod Sporting var noget af det bedste, vi har set fra dem, lød det efter semifinalen fra U19 Cheftræner Jesper Svenningsen.

Også U14- imponerede i deres gruppe og kvalificerede sig til 1/8-finalen. Her blev en af en af turneringens forhåndsfavoritter, RCD Espanyol dog endestadion.
- Pigerne spillede alle deres kampe med mod, energi og et virkelig højt niveau - især i forhold til den modstand, de stod overfor. De viste, at de har et kæmpe potentiale og det har også været en fin turnering for os, fortæller U14-træner Mille Kristensen.
Fællesskab og kreativitet
Udover kampene bød turen også på en masse fællesskabs-opbyggende aktiviteter og sammenhold.
For eksempel blev U14- og U19-spillerne en aften blandet i grupper, hvor de skulle skrive og fremføre deres egen sang lavet via AI. Det blev en kreativ aften fyldt med grin, og med nogle overraskende musikalske resultater og et godt eksempel på det sammenhold som sådan en tur også skal medvirke til.
Med både kampe mod internationale topklubber og sociale aktiviteter på programmet, har Costa Daurada Cup 2025 givet gode erfaringer og indtryk, som vil præge pigerne i deres videre udvikling.
- Det er den her slags ture, der rykker pigerne - ikke kun som spillere, men også som mennesker. De har vist karakter, mod og sammenhold. Og turen blev en stor succes både sportsligt og socialt, og pigerne er vendt hjem med værdifulde erfaringer, stærke minder og endnu tættere fællesskaber, sagde Head of Coaching i AGF Kvindefodbold, Steen Petterson, da holdet landede i Aarhus igen.
