NY AFDELING PÅ VEJ: AGF OG GIRLTALK I AARHUS FESTUGE

02.09.2024 16:31

AGF's samarbejde med organisationen tager et nyt skridt frem med en ny lokalafdeling på vej - tirsdag er der arrangement med AGF og GirlTalk i Aarhus Festuge.

Vi kunne tidligere i år løfte sløret for et nyt samarbejde mellem AGF og organisationen, GirlTalk.

Nu øger GirlTalk deres tilstedeværelse i Aarhus med en ny lokalafdeling - en ambition og et ønske, der har været undervejs længe for at kunne tilbyde piger i Aarhus og i hele Midtjylland støtte og hjælp til mental trivsel.

Den nye afdeling giver også nogle helt nye muligheder for samarbejdet mellem AGF og GirlTalk, som arbejder bygger på at forebygge mistrivsel hos piger og unge kvinder, samt styrke deres selvværd og hjælpe de piger og unge kvinder, der har det svært - primært arbejder GirlTalk for at fremme trivsel hos piger og unge kvinder mellem 12-24 år.

Spiller fortæller om pres
GirlTalk og AGF kommer sammen til at stå for forskellige initiativer, der skal bidrage til forebyggelsen af mistrivsel hos piger og unge kvinder. Og vi er allerede klar med det første arrangement. 

For i forbindelse med den aktuelle Aarhus Festuge kan man nu møde AGF og GirlTalk ved Frontløbernes to-dages festival i Domen på Aarhus Ø. 

Her vil 3F Superliga-spilleren, Felix Beijmo stille op til en samtale om de krav og idealer, der er som professionel fodboldspiller.

Arrangementet finder sted i morgen - tirsdag den 3. september kl. 13.30, hvor der er gratis adgang. 

Udover den aktuelle session med Felix Beijmo, afføder samarbejdet mellem AGF og GirlTalk også ny mini-podcastserie, hvor første afsnit bliver tilgængelig i løbet af denne måned.

I podcastserien vil der være flere udvalgte AGF-spillere som gæster fra både herre- og kvindeholdet og serien kommer til at byde på inspirerende samtaler og lærerige historier. 

GirlTalks nye afdeling i Aarhus åbner til januar 2025, men allerede nu er der altså taget hul på samarbejdet. 

Se mere om GirlTalk via linket herunder.