AGF VIL TACKLE MISTRIVSEL BLANDT UNGE MED GIRLTALK
05.05.2024 10:10
Fællesskaber hjælper på unges mistrivsel. Det skal et nyt samarbejde med GirlTalk sætte fokus på.
Når vi i morgen spiller mod FC Nordsjælland, er det ikke kun starten på solrig forårsweekend. Det er også startskuddet på et nyt samarbejde mellem AGF Og GirlTalk, der er en organisation, som arbejder for at fremme trivsel blandt piger og unge kvinder mellem 12 og 24 år.
Det sker gennem onlinerådgivning, foredrag og fællesskaber, der har til formål at styrke unges selvværd, forebygge mistrivsel og hjælpe dem, der har det svært.
For at være ung er en rejse fyldt med valg og bekymringer. Men aldrig før har unge mistrives, som de gør i dag, hvor kun 10. pct af de 15-årige piger føler sig tilfredse med det liv, de lever. Den tendens vil vi i AGF gerne være med til at bryde og derfor indgår vi nu i et partnerskab med GirlTalk med det formål at styrke trivsel hos unge i Aarhus.
- AGF står for at skabe gode og sunde fællesskaber og noget af det, der kan hjælpe ved mistrivsel, er at være en del af et godt fællesskab. Det er afgørende, at vi kan skabe et fundament for de unge, som er fremtiden, og vi håber med dette samarbejde, at vi sammen kan være med til at sætte fokus på en vigtig samfundsdagsorden, fortæller direktør Anna Bjerre, som startede GirlTalk i 2004.
- Vi er rigtig glade for at kunne gå sammen med AGF. Selvom klubben og GirlTalk har forskellige formål, så deler vi mange værdier og interesser, hvilket giver os mulighed for at nå ud til endnu flere. Vi lægger stor vægt på diversitet i vores relationer, fordi udfordringerne ved at være ung ikke kun tilhører én bestemt målgruppe, men er bredere end som så, tilføjer Anna Bjerre.
I AGF er der stor glæde over at indgå et samarbejde med en så anerkendt organisation som GirlTalk, der har som kerneformål at forebygge mistrivsel.
- Fra nationale undersøgelser ved vi, at andelen af unge kvinder med et dårligt mentalt helbred er fordoblet på ti år. Så unges mistrivsel i Danmark er en krise, der kræver handling. Derfor vil vi gerne gøre en forskel og forhåbentligt bidrage til at styrke trivslen hos unge piger i Aarhus.
- Det kan vi gøre med GirlTalk, og fortælle unge mennesker i vores fællesskab, at der findes steder, hvor de kan finde støtte og rådgivning gennem forskellige tilbud.
- I AGF er vi forbundet af fodbolden, men vi er også et fællesskab bestående af mange forskellige individer. Der skal være plads til alle, og vi vil gerne tage et ansvar over for dem, der måske ikke har fundet deres vej til os endnu, men som ønsker at være en del af vores fællesskab, siger Sine Hausner, der er bæredygtighedsansvarlig i AGF.
Afdeling i Aarhus på vej
Samarbejdet sker i forlængelse af, at GirlTalk gerne vil åbne en lokalafdeling i Aarhus inden for det næste år, hvor de på nuværende tidspunkt holder til i Odense, Aalborg og København.
For organisationen er det vigtigt at samarbejde med de aktører, der har et solidt kendskab til byen og byens mennesker for at kunne styrke det lokale engagement.
- Vi er optaget af, at der er et potentiale og muligheder for, at vi sammen kan nå den samfundsdagsorden, som vi har. For det er et fælles ansvar, at unges fremtid bliver så stærk og i så meget trivsel som muligt, siger Anna Bjerre fra GirlTalk.
Samarbejdet mellem AGF og GirlTalk sættes i gang til AGF’s Superliga-kamp i Ceres Park på fredag. Her vil GirlTalk være til stede i AL Bank Fanzonen for at tale med unge fans og at finde inspiration til den kommende podcastserie. Og så udrulles samarbejdet ellers med andre initiativer hen over det kommende år.
Besøg GirlTalk her >>>>