MOMENTUM SKAL FASTHOLDES EFTER PAUSEN
05.09.2024 06:07
Oven på en god indledning på sæsonen for 3F Superligaen, er der nu landsholdspause. Og så gælder det om at fortsætte det gode momentum, når der er lokalopgør i næste kamp den 15. september.
3F Superliga-truppen er midt i en landskampspause, og mens de AGF’ere, som er på internationale opgaver, nu snart skal i kamp igen, kan andre se frem til en forlænget weekend med nogen velfortjente fridage.
Pausen kommer oven på en flot indledning på efteråret, hvor vi holder pause som nummer to i 3F Superligaen og med lutter sejre i august, hvor det er blevet til fem på stribe og en pointhøst på i alt 16 point indtil nu og flest mål af alle i ligaen, hvor vi da også har en AGF’er i spidsen for topscorerlisten i skikkelse af Patrick Mortensen, der er noteret for seks mål.
Den gode sæsonstart er kommet efter en god slutspurt på sidste sæson, hvor vi vandt de to sidste kampe over FC København og Brøndby IF - begge med 3-2. Dermed er vi blot noteret for et enkelt nederlag siden den 16. maj 2024.
Efter lørdagens sejr satte flere AGF’ere ord på den fine sæsonstart, som står i kontrast til den skuffelse holdet oplevede i foråret med en tabt pokalfinale.
- Vi sluttede godt af og kom også fint i gang med sæsonen med godt spil, og nu er sejrene så begyndt at komme. Og hvis der er én ting, man kan komme videre på, så er det at smide hæmningerne og bare gå ud og spille fodbold, fordi der er ikke nogen, der vinder noget ved bare at parkere bussen.
- Så det er som om, vi har smidt nogen af hæmningerne og bare spiller. Så kan der opstå fejl, men vi fortsætter - det har været altafgørende, sagde Frederik Tingager til TV2 Sport, mens Jesper Hansen det samme sted også var ganske tilfreds.
- Det var en god sejr og en god måde at komme ind til landskampspausen på. Vi holder vores ben på jorden og er ydmyge. Og så skal vi gøre, som vi gør nu og bare fortsætte, når turneringen genoptages, sagde Hansen.
Også Nicolai Poulsen var i sagens natur tilfreds med, hvordan vi kom til landsholdspausen.
- Den måde, vi kom tilbage på (mod FC Nordsjælland, red.) viser, hvor vi er som hold. Vi er et godt sted og tror på os selv, og det er en vigtig følelse, som vi skal forsøge at ride videre på. Og det gør du kun ved at arbejde benhårdt hver eneste dag og være helt klar og fokuseret til alle kampene.
- Og så har vi bare en forrygende hjemmebane, som gør en forskel for os i øjeblikket. Det er ikke kun vores fortjeneste, at vi vinder lige nu - det er også fansenes fortjeneste.
- Nu skal vi klø på i pausen og arbejde videre, så vi kan fastholde vores momentum, når vi er tilbage fra landskampspause, sagde Nicolai Poulsen på AGF Play+
Holdet spiller næste gang i Ceres Park søndag den 15. september kl. 14, hvor der er lokal- og topopgør mod Silkeborg IF.
Billetsalget er godt i gang og igen forventer vi stor interesse om en kamp på hjemmebane, hvor vi jo i øjeblikket spiller med en begrænset kapacitet.
Så skal man med, er det med at få sikret sig en billet. Det gøres via linket herunder.