GIRLTALK OG AGF INVITEREDE TIL SAMTALE OM PRES OG IDEALER

05.09.2024 06:58

Under Aarhus Festuge lagde Domen på Aarhus Havn ramme om en inspirerende samtale i samarbejdet mellem AGF og GirlTalk.

I Aarhus Festuge tog vi vores nye samarbejde med organisationen, GirlTalk ud i virkeligheden. Det skete ved arrangement i Domen på Aarhus Havn, hvor Frontløberne i festugen har arrangeret talks, samtaler og foredrag. 

Her stillede Felix Beijmo fra AGF's Superliga-hold og Malou Kaastrup op til en samtale under overskriften ”What’s up body” med fokus på, hvilket pres, som der kan være fra de idealer, der bliver stillet til mandlige og kvindelige spillere i elitesportsverdenen. 

Foran et talstærkt og interesseret publikum mødtes de to i en samtale om forventningspres, mistrivsel og hverdagens udfordringer som eliteatlet. 

- Det er okay at åbne op, og for eksempel sige inden en stor kamp, at man er nervøs. Jeg har oplevet at åbne op for mine holdkammerater, for at de senere gør det samme over for mig. Hvis du giver lidt af dig selv, får du som regel noget igen, og det hjælper at tale om det, fortalte Felix Beijmo, som - sammen med Malou Kaastrup - også berørte det forventningspres, som der kan være som eliteudøver - både fra omgivelserne og fra sig selv.

- Alle kan have perioder, hvor man ikke har så meget overskud som normalt. De situationer kan det hjælpe at dele ud - altså smide en positiv kommentar med på vejen til sine venner eller andre, hvor man kan mærke en trykket stemning.

- Du vil selv løbe ind i situationer, hvor du kan have brug for lidt ekstra positiv energi fra din omgangskreds. Så lån lidt positiv energi ud, så skal du nok få det tilbage igen, var noget både Malou og Felix Beijmo lagde vægt på i deres samtale i Domen, som med sine trævægge og planter i krogene og på gulvet satte en intim ramme om en samtale om livet, når det ikke altid er det nemmeste. 

Og trods både aldersforskel og forskel i køn på både deltagerne i publikum og dem på scenen, så var der mange af oplevelserne som Malou fra GirlTalk og Felix Beijmo kunne nikke genkendende til. Dermed viser samarbejdet mellem AGF og GirlTalk, at vi - på tværs af køn, alder og profession - tumler med nogen af de samme udfordringer.

- GirlTalk’s arbejde bygger ikke nødvendigvis på at løse alles udfordringer - det ville være umuligt, men når jeg er til foredrag eller talks som disse, så håber jeg at inspirere alle til at kigge på sin omgangskreds og åbne op. Om det så er i et omklædningsrum eller klasselokale - det vigtige er at turde tage snakken, sagde Malou Malou Kaastrup fra GirlTalk.

Efter samtalen fik publikum ordet, og havde mulighed for at stille en masse spørgsmål til Malou og Felix Beijmo. Det fik de også gjort, og det gav en dynamik, der afspejlede et rum, hvor alle kunne blive hørt, og svære samtaler om krop og sind var mere end velkomne blandt alle.

Hold øje med AGF.dk sidst i september, når vi har premiere på den første af flere podcast produceret i samarbejde med GirlTalk.