3F SUPERLIGAEN GENOPTAGES MED LOKALOPGØR
11.09.2024 09:27
Søndag venter en topkamp på Ceres Park, når Silkeborg IF kommer til Aarhus. Her dykker vi ned i lokalopgøret.
Landsholdspausen er snart slut, og på søndag den 15. september kl. 14 kommer Silkeborg IF på besøg i Ceres Park til sæsonens første lokalopgør. Og der er lagt op til en tidlig topkamp, da begge hold aktuelt er at finde i 3F Superligaens top tre.
Kampen er den ottende runde af 3F Superligaen, og de første syv runder har for vores vedkommende budt på 16 ud af 21 tilgængelige point, hvilket efterlader os på en andenplads. Lige bag os er Silkeborg IF med ét point færre.
Gennem nyere tid har AGF og Silkeborg IF mødt hinanden over 75 kampe i 3F Superligaen. Og dét med mindre overtag til silkeborgenserne, der har trukket sig sejrrigt ud af opgøret 36 gange imod AGF’s 19 sejre fra det indbyrdes opgør. Over de seneste 10 opgør i 3F Superligaen har Silkeborg fire sejre, AGF to sejre og altså fire kampe med pointdeling.
Af de 10 kampe endte seneste lokalopgør 1-0 til Silkeborg IF, da de den 16. maj 2024 gæstede Ceres Park.
Der er dog intet der tyder på endnu et opgør med et enkelt mål i.
Efter syv spillede kampe i 3F Superligaen har AGF scoret flest mål af alle. Det er blevet til 21 mål, og det giver et målsnit på tre mål pr. kamp. Til sammenligning har Silkeborg IF scoret 15 mål, og sammen med FC Midtjylland, er det næst-flest i 3F Superligaen.
Begge hold kan sætte en lille milepæl, hvis de formår at hente sejren på søndag. Kan vi igen trække os sejrrigt ud af en kamp, vil det være første gang siden samme periode i 2019, hvor vi også vandt seks kampe i træk - denne gang for første gang i 3F Superligaen. Omvendt kan SIF med en sejr vinde tre udekampe i træk i 3F Superligaen for første gang i 14 år.
Når der er lagt op til en kamp med mål i, skal den defensive organisation stå skarpt. Jesper Hansen er noteret for tre rent bur, og det er flest i 3F Superligaen, og udover det har han også lukket færrest mål ind - sammen med FC Midtjyllands Elias Olafsson. I den defensive ende af banen har AGF et mindre overtag på Silkeborg IF. Det er således et Silkeborg-hold, der står noteret for to rent bur, og der er kun gået ni mål ind på dem.
Det vil kræve, at de offensive kræfter fortsætter den flotte stime, som har været tema for de første syv kampe. AGF kommer ud af august måned med 18 mål i fem kampe.
Patrick Mortensen er 3F Superliga-topscorer med seks mål i syv kampe. Senest mod FC Nordsjælland blev det dog ikke til et mål fra vores anfører.
I toppen af topscorerlisten finder man også Silkeborg IF’s Tonni Adamsen, der står noteret for fem mål, der er næstflest i ligaen. De fem mål er faldet i Silkeborg IF’s seneste tre kampe, og det gav også Tonni Adamsen prisen som Månedens spiller i 3F Superligaen for august. Hans fem mål i 3F Superligaen er lavet på 17 forsøg og scorer Adamsen igen på søndag vil det være første gang han scorer i fire Superliga-kampe i træk.
Det kan også være, at vores mål kommer fra Tobias Bech, der senest mod FC Nordsjælland igen scorede efter et oplæg fra Mikael Anderson.
Det er ikke første gang, at den duo slår til i denne sæson. Mikael Anderson står noteret for fire oplæg i 3F Superligaen indtil nu, det er næst-flest af alle, og et kendetegn ved Mikael Andersons oplæg er, at tre ud af fire af dem har været til Tobias Bech.
Vi kan se frem til endnu en udsolgt kamp på søndag, hvor det ikke blot er lokalopgøret, der trækker, men også muligheden for at se nogen af de nyeste AGF’ere, hvis de bliver udtaget til truppen - og hvem ved, måske også kan se frem til sin debut i den hvide trøje.
Der er kampstart søndag kl. 14 i Ceres Park, hvor AL Bank Fanzonen åbner kl. 11.