NY RAPPORT PÅ GADEN I DAG: SÅDAN TAGER VI ANSVAR
24.10.2024 09:12
Ny rapport redegør for AGF's arbejde med bæredygtighed, klima og det sociale område.
700 tons CO2 blev klimakompenseret, Danmarks første klima-målt kamp og 10.000 stykker tøj til genanvendelse. Det er blot tre af de overskrifter man kan læse om i AGF’s nye Ansvarsrapport, der udkommer i dag samtidig med, at AGF A/S holder sin årlige generalforsamling.
- I AGF er vi stolte af den position, vi har, og vi bruger den til at gøre en positiv forskel for andre og for den planet, vi lever på. Derfor startede vi for fire år siden en udvikling, hvor det at tage ansvar blev sat på strategisk formel, og vi udvidede vores arbejde til også at omfatte et ansvar for klima og miljø.
- Sammen med vores store sociale indsats, er det vigtigt at formidle og dokumentere det arbejde - det gør vi blandt andet i vores nye ansvarsrapport, siger adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen.
Ansvarsrapporten beskriver regnskabsåret i AGF A/S og dækker dermed over en periode fra 1. juli 2023 til 30. juni 2024.
Rapporten redegør for AGF’s arbejde med miljø og klima, samt klubbens sociale arbejde i den seneste regnskabsperiode.
Kampen der skal vindes
I løbet af den periode har AGF også nået at måle klimabelastningen ved en 3F Superligakamp og lancere en ny strategi for klubbens bæredygtige og sociale arbejde under titlen; Side om Side.
Derfor kan man i Ansvarsrapporten læse, at en 3F Superliga-kamp i Aarhus belaster klimaet med 39 tons CO2. Det fandt AGF ud af ved en kamp mod Silkeborg IF på Ceres Park den 13. august 2023, hvor de CO2-udledninger, der var forbundet med en kamp, blev målt ned i detaljer.
Det er første gang, at en Superliga-kamps CO2 påvirkning på den måde er blevet målt.
- Klimakampen er kampen, vi alle skal vinde, og en af vores mærkesager er at kende vores negative klimapåvirkning, så vi kan reducere det, der påvirker mest. Det kommer den kamp til at hjælpe os med.
- Chancen for at ramme målet er meget større, hvis man ved, hvor det står – og det ved vi nu, fortæller bæredygtighedsansvarlig i AGF, Sine Hausner, der håber, at målingen og resten af resultaterne i Ansvarsrapporten kan bidrage til at inspirere andre sportsklubber, virksomheder og organisationer til at gøre en forskel - på både den korte og lange bane.
Til inspiration
- Vi udgiver nu vores arbejde helt åben og inviterer til dialog og inspiration. Der er stadig meget, vi kan gøre i forhold til vores påvirkning af klimaet og det arbejde fortsætter vi med. For en fodboldklubs betydning i byen forpligter.
- Man kan gå så vidt som at sige, at fodboldklubber mister deres berettigelse, hvis vi svæver rundt som underholdningssatellitter i det omkringliggende samfund. Fodbolden må aldrig blive fremmedgjort for fans og samfund - sådan skal det ikke være i Aarhus, tilføjer Sine Hausner.
Se AGF Ansvarsrapporten for 23/24 her >>>