VIDERE I POKALEN MED HIV OG SVING
07.11.2024 19:35
Der måtte 120 minutters pokalfodbold til i aften før vi kunne sikre os en billet i kvartfinalen i Oddset Pokalen.
Torsdag stod den på pokalfodbold i Skive, hvor Skive IK var værter for 4. runde i Oddset Pokalen. På en meget velbesøgt Hancock Arena, hvor mange århusianere også havde taget turen nord på denne kolde efterårsaften, spillede de to hold om en plads i kvartfinalen.
Hjemmeholdet kom frisk ud til kampen og forsøgte at presse vores hold, hvor der var flere nye ansigter i startopstillingen i forhold til seneste 3F Superliga-kamp.
Tålmodighed blev et nøgleord i dag for AGF’erne som i sagens natur havde bolden meget og forsøgte at spille sig igennem et hårdt arbejdende Skive-forsvar som stod godt i kampens indledning og lurede på deres chancer i omstillinger.
Og det var hjemmeholdet som kom til kampens første mulighed, da de satte fart og et indlæg kom ind i feltet, hvor Kristoffer Klaesson - som i dag fik sin debut i AGF-målet - greb ind.
Kort efter fik Tobias Bech muligheden på hovedet, men han fik ikke fart nok på forsøget til det for alvor blev farligt. Det blev det heller ikke, da han forsøgte sig udefra, men hans skud blev blokeret.
Efter 23 minutter kom hjemmeholdet igennem på en kontra og en skivespiller befandt sig pludselig alene med Klaesson i vores mål og kunne gøre det onde og få sat hjemmeholdet i gang med en føring.
Så skulle der sætte ekstra tryk fra århusianerne, som dog stadig havde svært ved at få spillet sig til de helt store chancer. Dog havde Jacob Andersen bolden i skivemålet , men der blev dømt frispark i situationen og efter en god halv times tid var et hjørnespark til os uhyre tæt på at gå direkte i mål. Men skibonitterne kunne ånde lettet op.
Og trods et stigende AGF-pres måtte vi gå til pause bagud med en efter en første halvleg, hvor vi var under vanligt niveau.
2. halvleg
Anden halvleg startede med en stor chance til os efter et godt indlæg, men Skives målmand kom i vejen.
Men nu var det os, der jagtede scoringen, men skulle samtidig passe på Skives hurtige folk i front, som lurede på omstillinger.
Efter kort tid inde i 2. halvleg fik vi udbytte af anstrengelserne efter et hjørnespark, hvor en Skive-spiller kom til at lave selvmål. Lige igen.
Det var nu hjemmeholdet som reagerede bedst på scoringen, hvor de i perioder af anden halvleg fik os presset unødigt langt tilbage og fik også tilspillet sig nogen farlige chancer og en del hjørnespark. Blandt andet måtte vi redde bolden på målstregen på et tidspunkt.
Men efterhånden fik vi lidt mere kontrol på kampen på den tunge bane i Skive efter en hektisk periode, hvor vi ikke ramte vores vanlige niveau. Så vi havde fortsat svært ved at spille os til chancer af stor betydning og formåede ikke at få lagt et tryk efter vores udligning.
Så da vi nærmede os de 90 minutter var det stadig åbent i Skive. Med få minutter igen fik hjemmeholdet straffespark og det blev udnyttet til en føring på 2-1.
Men bedst som de mange medrejsende AGF’ere troede, at nu var vi ude af dette års Oddset Pokalen dukkede Mads Emil Madsen op i Skives felt dybt inde i overtiden og tvang kampen i forlænget spilletid.
Den startede vi bedst og fik presset hjemmeholdet tilbage. Og midtvejs i tillægstidens første halvleg tog en indskiftet Gift Links chancen og skabte jubel på udebaneafsnittet med et mål, som gjorde, at vi for første gang i kampen var foran - en føring som holdt hjem på en svær aften i Skive.
Men vi er videre i Oddset Pokalen, hvor Brøndby IF venter i en gentagelse af sidste års kvartfinale. Næste kamp er dog på søndag hjemme mod FC København på et udsolgt Ceres Park.
Skive IK vs. AGF / 4. runde Oddset Pokalen / Hancock Arena 7.11 2024
2-3 (1-0)
23’ 1-0: Marco Vesterholm
53’ 1-1: Selvmål
88’ 2-1: Martin Huldahl (str.)
90+4’ 2-2: Mads Emil Madsen
104’ 2-3: Gift Links
AGF i Skive:
Kristoffer Klaesson, Frederik Tingager, Jacob Andersen, Luka Callø (54’ Felix Beijmo), Tobias Bach, Jonas Jensen-Abbew (91’ Gift Links), Kristian Arnstad, Max Power (53' Mikael Anderson), Mikkel Duelund (75’ Mads Emil Madsen, Tobias Bech (61’ Richmond Gyamfi) Youssouph Badji (75’ Patrick Mortensen)