GENSYN MED SKIVE EFTER NÆSTEN TI ÅR

05.11.2024 11:57

Torsdag aften møder vi Skive IK for ottende gang i en tæt pakket fodboldkalender.

Det er blevet tid til fjerde runde af Oddset Pokalturneringen torsdag den 7. november, hvor vi skal møde Skive IK på udebane. 

Skive IK er en klub fra 1908 og en fast klub i de øverste af divisionerne i dansk fodbold.

Skive IK har dog aldrig været i 3F Superligaen, men de har siden 1995 kun brugt to sæsoner i en lavere række end 2. division - ellers har de spillet 1. og 2. division lige siden. 

I øjeblikket befinder Skive IK sig i 2. division, hvor de har været siden 2021/22-sæsonen. De ligger som nummer otte i en tæt liga, hvor kun et enkelt point adskiller ottende- og fjerdepladsen.

Det har for Skive IK indtil nu været en sæson, hvor man har fået lidt blandede resultater -  blandt andet vandt de seks kampe i træk tilbage i august og september måned, hvor også to pokalkampe fandt sted.

Kampen torsdag er nemlig Skive IK's den fjerde pokalkamp i sæsonen. De startede turneringen tilbage den 6. august mod Aalborg Chang, hvor de vandt 3-0. Efterfølgende har de mødt Give Fremad og Helsingør - begge opgør endte med en 5-0 sejr til Skive IK. Altså kommer de ind til kampen med en målscore på 13-0 og en masse pokal-selvtillid.

Nu står den så på AGF, og det indbyrdes møde har man kunnet opleve syv gange før. 

Seneste møde var tilbage i 2015, hvor begge hold befandt sig i 1. division, og her spillede vi 1-1 på Hancock Arena. Tilbage i 2011 vandt AGF 1-0 i Ceres Park - også i 1. division i en kamp, som med sejren den dag sikrede os oprykning til Superligaen.

Denne gang mødes vi i Oddset Pokalturneringen. Her er det nu heller ikke første gang, at de to hold mødes. Den 22. september 2010 mødte vi Skive IK i pokalturneringen, og det endte med en begivenhedsrig omgang fodbold.

Kampen sluttede 3-3 i ordinær spilletid og måtte derfor i forlænget spilletid, hvor AGF sejrede med 6-3. De seks mål stod Sanel Kapidzic og Benny Feilhaber for, da det blev til et hattrick hver. 

70 år tidligere bød kalenderen også på en kamp mellem Skive IK og AGF. Den 12. juni 1940 var første møde mellem de to klubber. Det var i anden runde af Pokalturneringen og AGF trak sig sejrrigt ud af opgøret med et 5-3 resultat.

De to forgangne opgør i Pokalturneringen mellem de to klubber har altså afgivet 17 mål. Om det bliver lige så målrigt på torsdag, er ikke til at spå om, men AGF står stadig som det mest scorende hold i 3F Superligaen med 28 mål, og Skive IK har lavet 17 mål i 14 kampe i 2. division. 

Tæt kalender
Begge hold kommer ind til opgøret efter kampe i weekenden, og der er for begge hold også en kamp i den kommende weekend.

AGF kommer som bekendt fra en 2-1 sejr over Lyngby i Ceres Park, og efter mandagens opgør mellem Silkeborg IF og FC København ligger vi på andenpladsen i 3F Superligaen.

Skive IK tabte i deres seneste kamp 3-0 på udebane til Thisted, og er nu på ottendepladsen i 2. division. 

For vinderen torsdag aften venter Brøndby IF i kvartfinalen over to kampe, da der allerede er trukket lod i Oddset Pokalturneringen. 

Når AGF-truppen tager turen til Skive torsdag aften følger der en masse AGF-fans med. Hancock Arena huser da også en løbebane, så det føles ikke så langt hjemmefra. 

I hvert fald er der lagt op til et spændende historisk opgør, når fjerde runde i Oddset Pokalturneringen løber af staben mod Skive IK.

Find billetter til kampen her >>>