FLERE AGF'ERE I AKTION I LANDSHOLDSPAUSEN

12.11.2024 06:38

Mange AGF’ere udtaget i den tredje landsholdssamling i efteråret.

November byder på endnu en landsholdspause, hvor flere AGF’ere skal spille om kvalifikation til ungdomseuropamesterskaberne, mens andre skal spille testkampe.

Mikael Anderson blev i sidste uge udtaget til det islandske landshold, når deres Nations League gruppe skal spilles færdig. 

Det danske U21-landshold skal den 15. og 19. november spille to testkampe mod henholdsvis Tyskland og Spanien efter de ved sidste landsholdssamling kvalificerede sig til U21 EM i 2025.

Til samlingen er Jacob Andersen udtaget som den eneste AGF'ere, da både Jonas Jensen-Abbew og Tobias Bech måtte melde afbud. 

Også Kristian Arnstad skal afsted med det norske U21-landshold, der skal spille to afgørende kampe mod Finland om kvalifikation til U21 EM i 2025. 

Luka Callø skal endnu engang med U19-landsholdet, når de skal spille tre kampe i kvalifikationen til U19 EM i Albanien. Denne gang er det dog lidt anderledes, da han får selskab af Mikkel Kannegaard og Lukas Falk, der også er blevet udtaget til at skulle møde Nordirland, Albanien og Israel i tidsperioden 11.-20. november.

I samme forbindelse og tidsperiode skal AGF U19-holdets Sölvi Stefánsson med det islandske U19-landshold, når de skal til Moldova for at møde Azerbaijan, Moldova og Irland i kvalifikationen til U19 EM.

På det danske U18-landshold er der også en AGF’er at finde. Her skal Frej Elkjær Andersen afsted og møde Finland i to testkampe i Herlev den 13. og 15. november.

Herlev er ikke så langt væk som Salou, hvor det danske U16-landshold skal afsted til. Salou ligger i Spanien og sætter scenen for en miniturnering, hvor det danske U16-landshold skal møde Saudi Arabien, Polen og Sydkorea, og i truppen finder man to AGF’ere i form af Linus Würtz Thieler og Mikkel Bro. 

Og det er slet ikke de sidste AGF’ere, der skal afsted. På trods af en landsholds-samling i slutningen af oktober, så skal det danske U19-pigelandshold mødes igen den 25. november, hvor Elvira Nejmann skal med til Tyskland for at sikre U19 EM-kvalifikation. 

Slutteligt skal Cecilie Harsløf og Ella Stokholm også afsted med det danske U16-pigelandshold, hvor der venter to træningskampe mod Sverige på Teglpark Stadion. 

Held og lykke til alle AGF'erne med de nationale opgaver.