BETON TIL TIDEN: VELKOMMEN TIL IBF 

06.11.2024 08:54

IBF er ny Sølvpartner i AGF.

Vi er stolte af at kunne byde IBF velkommen som ny Sølvpartner i AGF.

Historien om IBF begyndte med et opkøb af et mindre cementstøberi i Ikast tilbage i 1960 og har siden udviklet sig til en moderne, industriel produktionsvirksomhed, som i dag er blandt Danmarks førende betonproducenter.

At kunne forny sig og være aktuel i byggebranchen gennem så mange år er noget, IBF er både stolt og ydmyg over. Denne rejse havde ikke været mulig uden loyale kunder og stærke partnerskaber.

Nu ser vi i AGF frem til at have IBF som en del af partnerkredsen i AGF efter vi har givet hånd på et partnerskab, som bringer IBF med ind på det nye moderne fodboldstadion. 

- IBF er en landsdækkende aktør, men vi lægger stor vægt på at være lokalt forankret. Vi har fabrikker og salgskontorer over hele landet, herunder i Aarhus, hvor vi blandt andet har en fabriksbetonafdeling i Lystrup og produktion samt salg af betonbelægningssten og fliser. Dette er også hjemsted for vores datterselskab; Aarhus Cementvarefabrik, fortæller Bent Bredland Bendtzen, salgschef hos IBF, der gennem årene har leveret betonløsninger til mange anlægsprojekter og til opførelsen af flere kendte bygningsværker i Aarhus.

- Vi er desuden allerede engageret som sponsor i flere sammenhænge og inden for lokalsporten i vores nærområder, hvor vi er glade for at kunne støtte fællesskabet.

- Med vores nye partnerskab i AGF ønsker vi at komme endnu tættere på vores kunder i Østjylland og Aarhus, og derfor er det naturligt for os at blive en del af byen gennem et samarbejde med Byens Hold. 

- I Aarhus samles man om AGF i et stærkt fællesskab, som vi ønsker at bakke op om og bidrage til, og vi ser frem til et nyt og frugtbart samarbejde med AGF, tilføjer Bent Bredland Bendtzen.

Velkommen til IBF i AGF!

Se mere om IBF her >>>