FØR FINALEN: SAMMEN SKAL VI NÅ MÅLET
08.05.2024 05:57
Torsdagens pokalfinale nærmer sig og i morgen kl. 17 skal slaget stå i Parken. For holdet udgør kampen et af de mål spillerne satte sig før sæsonen. Og snart skal gutterne ud og kæmpe for, at pokalen kan komme med hjem til Aarhus.
- Det har været vores mål gennem hele den her sæson, at komme i finalen og få muligheden for at vinde pokalen. Og det er fantastisk, at vi nu har spillet os til muligheden, og jeg er utrolig stolt af alle gutterne og hele klubben over, at vi er nået hertil.
- Men vi er slet ikke tilfredse. En finale er ikke meget værd, hvis ikke man vinder. Så vi skal gøre arbejdet færdig og give alt vi har i os, for at vinde pokalen for klubben, tilhængerne og hele byen, som har bakket os så flot op gennem hele sæsonen og vil gøre det igen i morgen, siger Patrick Mortensen, der torsdag står i sin første danske pokalfinale som også er den første for AGF siden 2016.
Som sin anfører glæder Nicolai Poulsen sig også til kampen. Efter midtbane-manden fik comeback forleden efter en skadespause, håber Poulsen nu på at kunne gøre en forskel i torsdagens kamp.
- Det er en stor kamp, og i og med, at vi lidt har udspillet vores rolle i forhold til mesterskabsspillet, så er det også en kamp, der kan definere vores sæson. Det bliver ikke nemt og vi har stor respekt for vores modstander.
- Vi skal også huske at nyde det - selv om det er en kamp med stor betydning. Så det handler om at finde det rigtige ’mindset’ og gå ind til kampen og give alt. Det bliver en fed dag for fansene og for os alle sammen. Og vi er meget opsatte på at få pokalen med hjem, og det skal vi vise på banen i morgen, sagde Nicolai Poulsen inden turen onsdag gik til København, hvor de sidste forberedelser frem mod torsdag venter holdet.
Der er for længst udsolgt til pokalfinalen. Man kan dog opleve stemningen ved et storskærmsarrangement i Tivoli Friheden, som man finder billetter til her >>>