ELEFANTER SKAL SÆTTE FOKUS PÅ PSYKISK SYGDOM
21.06.2024 15:27
AGF deltager i stor sommerevent med særlig elefant som i dag blev præsenteret for Hendes Majestæt Dronning Mary og som snart kan ses på Ceres Park.
I samarbejde med Psykiatrifonden har vi hele året sat fokus på vores mentale sundhed. For det skal være okay at tale om det, hvis man ikke har det godt. Så det har vi gjort på flere forskellige måder i årets løb. Se for eksempel vores samtale-serie om det mentale helbred, præsenteret i samarbejde med Psykiatrifonden.
Nu kulminerer vores samarbejde med Psykiatrifonden, når AGF deltager i ”Find elefanten - oplev Aarhus”, som er et stort event i Aarhus, som Psykiatrifonden og Wild in Art står bag i partnerskab med Aarhus Kommune.
Under overskriften ”Find elefanten - oplev Aarhus” kan man fra i dag og ni uger frem gå på opdagelse gennem Aarhus' gader, når en flok farverige elefanter er placeret rundt i byen.
Og AGF deltager med vores egen unikke elefant, der udsmykkes af Aarhus-kunstneren Mormor, som også stod bag AGF's karakteristiske udebanetrøje fra den forgangne sæson.
Kongeligt besøg
Find elefanten blev i dag startet med et besøg af Hendes Majestæt Dronning Mary som er protektor for Psykiatrifonden. Og Droningen inspicerede AGF’s elefant inden den bliver placeret foran vores hjemmebane, Ceres Park.
Her forklarede Mormor om udsmykningen af elefanten og Hendes Majestæt så blandt andet en bold, som AGF’s elefant hviler sin fod på. Bolden er udsmykket i samarbejde med AGF’s fans som i foråret har budt ind på hvilket ord de forbinder med psykisk sygdom.
Elefanterne er et symbol på, hvor svært vi kan have ved at tale om psykisk sygdom. Derfor er håbet, at elefanterne bliver en samtalestarter om psykiske sygdomme i de århusianske gader.
- Psykisk sygdom er elefanten i rummet. Den fylder en del, men den er svær at tale om og forbundet med en masse fordomme. Men vi er nødt til at tale om det. Det skal elefanterne i Aarhus været et symbol på, og vores samarbejde med AGF har været en god opbygning til Find Elefanten som sætter fokus på elefanten i rummet og får den frem i lyset, siger Torsten Bjørn Jacobsen, der er psykiater og formand for Psykiatrifonden.
Elefanterne vil være at finde i gadebilledet frem til d. 22. august. Man kan finde AGF’s elefant foran Ceres Park fra torsdag eftermiddag den 20. juni og frem til Find elefanten slutter. Derefter kommer elefanten på auktion til fordel for Psykiatrifonden.
Se mere om AGF's engagement i Find Elefanten >>>