FIND ELEFANTEN - OPLEV AARHUS
En farverig samtalestarter om psykisk sygdom i de aarhusianske gader.
AGF x Psykiatrifonden - Elefanten i Rummet
Denne sommer kulminerer vores samarbejde med Psykiatrifonden, når AGF deltager i et stort event i Aarhus, som Psykiatrifonden og Wild in Art står bag i partnerskab med Aarhus Kommune.
Under overskriften ”Find elefanten - oplev Aarhus” kan man i ni uger gå på opdagelse gennem Aarhus' gader, når en flok farverige elefanter placeres rundt i byen. Elefanterne er kunstværker skabt af lokale eller nationale kunstnere, og vores unikke elefant udsmykkes af Aarhus-kunstneren Mormor, som også står bag AGF's karakteristiske udebanetrøje fra sæsonen 23/24.
Håbet er, at elefanterne bliver en samtalestarter om psykiske sygdomme i de århusianske gader - Elefanten i Rummet.
Elefanterne vil være at finde i gadebilledet frem til d. 22. august.
AGF har som en stor fodboldklub en meget bred berøringsflade, og sammen kan vi nå endnu længere ud i kampen mod psykisk sygdom og vores arbejde med at oplyse om det.
- Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden
AGF x Psykiatrifonden
Elefanten bliver til
Den aarhusianske kunstner Mormor har udsmykket vores unikke elefant med inspiration fra månen og stjernerne på himlen. For uanset hvor du er på planeten, kan du altid kigge op og blive mindet om, at vi alle deler den samme himmel.
Fodbolden
Kig godt på fodbolden. Ordene er mange, men hvert ord har en særlig betydning. De kommer fra vores fans, som vi på sociale medier har spurgt om, hvilket ord de forbinder med psykisk sygdom.
Indsamling
De fleste af os får på et tidspunkt en psykisk sygdom ind på livet. Enten hos os selv, hos en ven eller et familiemedlem. Alligevel kan det for mange af os være lettere at tale om, at vi har ondt i benet end ondt i sindet. Det ønsker AGF at være med til at gøre op med. For det skal være okay at tale om, hvis man har ondt i sindet eller på andre måder ikke har det godt. AGF har en løbende indsamling til fordel for alle med psykisk sygdom på vores eget MobilePay nr.: 134560
Psykisk sygdom er elefanten i rummet. Den fylder en del, men den er svær at tale om og forbundet med en masse fordomme. Men vi er nødt til at tale om det. Det skal elefanterne i Aarhus været et symbol på, og vores nye samarbejde med AGF er en god opbygning til den event, hvor vi allerede nu kan sætte fokus på elefanten i rummet og få den frem i lyset.
- Torsten Bjørn Jacobsen, psykiater og formand for Psykiatrifonden.
Felix Beijmos interview
Vores mentale sundhed ligger Felix Beijmo meget på sinde, efter han har haft en periode tidligt i karrieren, hvor tanker om mad og kost påvirkede hans præstationer på banen og hans relationer. Beijmo fortæller sin historie for at minde os om, at det er helt almindeligt at være ramt på psyken. Og at det er okay - også for fodboldspillere - at være sårbare. Og ikke mindst at tale om det og finde balancen igen.
Marie Lynge Olesens interview
Marie Lynge Olsen blev ramt på livet, da hun spillede fodbold i USA. Her fik hun svært ved at adskille fodbolden fra resten livet og endte med at blive ramt af en depression. Ude på den anden side og hjemme i Aarhus igen, fortæller hun åben og ærligt om sit lærerige forløb og, hvordan hun fik det godt igen.
Nadia Lindskovs interview
I Danmark har 4,5 % af børn og unge mellem 10 og 24 år en ADHD diagnose. Nadia Lindskov er en af dem, som lever med ADHD. Som AGF-tilhænger bruger hun fodbolden som et frirum og føler, at hun har fundet sin plads på stemningsafsnittet til AGF's kampe. Nadia sætter ord på, hvordan det er at leve med en usynlig diagnose og vigtigheden af at dele sine tanker og bekymringer med andre.