YOUNG GUNS I SPANIEN: VI SKAL VISE OS FREM

13.01.2024 20:45

Mød to af vores Young Guns, der er med på deres første træningslejr, og læs, hvad de får ud af sådan en tur - og hvilken spiller, de kan lære mest af.

På værelse 26 bor to af de spillere, der er med til at trække gennemsnitsalderen på truppen ned. Luka Callø på 17 år og Frej Elkjær Andersen på 16 år, der normalt spiller deres fodbold på vores U19-hold, er med førsteholdet på træningslejr for første gang.

Hvordan er det at være med på træningslejren indtil videre?

Luka: Det er sjovt! Og så er det lærerigt. Vi er i et professionelt miljø 24/7, man skal hele tiden være klar og give den gas. Og så skal vi vise os frem – man har jo lidt bedre forudsætninger for at vise, hvem man er, når man er sådan et sted.

Frej: Det gælder om at tage chancen, når man får den. Det er fedt at have gjort det godt og få den chance. Og så bare give den alt, hvad man har, selvom man ikke er den største eller ældste.

Luka Callø er med egne ord en dreng fra Skødstrup, der skiftede til AGF som U11 spiller og har sin plads i det centrale forsvar.

Frej Elkjær Andersen har med egne ord spillet i ’GF i 12 go’e år og der har han altid spillet. Han bor 100 meter fra AGF og er også forsvarer.

Netop det her med at være oppe mod professionelle, så kan I jo ikke vinde alle dueller eller løse alle situationer perfekt – hvordan håndterer I det mentalt på træningsbanen?

Luka: Det er bare op på hesten igen. Det er rigtigt, det er ikke alle dueller man vinder eller alle træninger, man er den bedste. Man kan ikke gemme sig, men vi er med af en grund. Det er bare om at vise sig frem.

For Luka Callø gik tilvænningen til førsteholdstræningerne i gang allerede i efteråret, hvor han blandt andet var med i bruttotruppen i pokalsemifinalen på Brøndby Stadion.

Luka: Jeg har trænet med en del tid, så jeg har fundet ud af, hvad det kræver at være med her. Man skal aflevere lidt hurtigere, lidt bedre touches. Og så bare blive ved med at klø på nede på U19.

Hvad giver det jer som yngre spillere at være med førsteholdet afsted.

Frej: Det giver god selvtillid og en anerkendelse for at have gjort det godt.

Luka: Det giver rigtig meget. Der er meget læring og vi får at se, hvad der kræver at være professionel. Og så giver det blod på tanden. Vi må have vist lidt, siden vi er blevet valgt.

Kan I sætte flere ord på forskellene på og uden for banen i forhold til at være U19-spiller?

Frej: På banen kan man godt mærke den erfaring, fysik og det niveau, der er hos de professionelle spillere.

Luka: Ja, det er både fysisk og mentalt – bare det at gå fra ungdomsfodbold til et professionelt miljø. Det er ikke alle dine venner, du løber rundt og spiller med. Der er kamp om pladserne hver gang. Når det så er sagt, så har truppen taget godt imod os. Og så er det jo noget andet, at alt ikke er på dansk hver gang, men ofte på engelsk.

Er der en spiller i truppen, I kigger lidt ekstra til i forhold til at kunne lære noget? En der er samme type som jer?

Luka: For mig er det sådan én som Frederik Tingager. Det er en spiller, jeg synes, jeg kan lære meget af. Jeg spiller samme position som ham på U19, så jeg kigger ekstra meget på ham til træning og lærer nogle ting af ham og finder nogle ting, jeg kan tage med og bruge.

Frej: Tobias Mølgaard – også selvom jeg egentlig spiller i modsatte side af ham. Det er fedt at se, man ikke behøver være den største for at spille i forsvaret, men udligne det på andre punkter – spil på bolden, fysikken og hoppe højt efter boldene.

Hvad betyder det at have nogen som Jacob Andersen og Mathias Sauer lige foran sig, der har taget det her skridt indenfor det seneste år?

Luka: For mig er det nogen jeg kigger på. Helt klart. De er kommet fra ungdomsrækkerne op til førsteholdet. Jacob er startet inde, han har fået kampe i efteråret. Så det er nogen, jeg kigger på – de viser os, det kan lade sig gøre. Der kræver masser af arbejde, men de viser, at muligheden er der. Og så tager e jo også noget ansvar i forhold til at fortælle os, nu skal I gøre sådan og sådan. Det er nogen, man kan støtte sig op af.

Hvordan skal I arbejde videre, når I kommer hjem?

Frej: Vi skal hjem og vise til U19 træning, at vi har været med her, at vi har fortjent at være med og så skal vi komme hjem og holde det niveau.

Luka: Vi skal blive ved med at klø på. Det er ikke en sovepude med sådan en tur her. Det er ikke sådan, at nu har du klaret, det du skal. Det er hjem og fortsætte. Du skal vise, du har været med, du skal gå hjem og vise, du vil være den bedste. Og så blive ved når du er med Superliga-holdet næste gang.