UNG MÅLMAND FORLÆNGER MED AGF
16.02.2024 10:03
Jonathan Hutters er nu AGF'er frem til sommeren 2026.
Målmand Jonathan Hutters, som er en del af målmandsgruppen i 3F Superliga-truppen, har forlænget sin aftale med AGF med to år, så den nu løber frem til sommeren 2026.
Dermed fortsætter Hutters i den klub, hvor han er vokset op efter han som barn kom til os fra vores samarbejdsklub, IF Lyseng.
I sommeren 2023 indgik han så sin første seniorkontrakt med AGF og det er den aftale, som nu bliver forlænget.
- Jonathan har stærk lokal forankring til AGF og har gennem sine ungdomsår arbejdet hårdt for at udvikle sig. Han er nu godt integreret i førsteholdstruppen og har en god professionel tilgang til sin sport, som betyder, at han fortsat vil udvikle sig. På den måde er han også et eksempel til efterfølgelse for andre unge målmand i vores talent-sektor, som også er godt på vej frem, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.
19-årige Jonathan Hutters står til daglig på AGF’s U19 hold, som i går vandt over Brøndby IF i deres forårspremiere. Hutters er noteret for 54 kampe for AGF U19, mens han også har tre ungdomslandskampe for Danmark i bæltet.