KAMPTRØJER FOR JULEHJÆLP: 

RØDE KORS VILDE MED SPILLEROPBAKNING

07.12.2024 11:02

Efter søndagens kamp kommer spillertrøjerne på auktion - og det glæder Røde Kors i Aarhus.



Der er glæde i Røde Kors i Aarhus over udsigterne til ekstra støtte til organisationens arbejde med julehjælp i den kommende højtid. 

Den kommer fra et initiativ fra AGF’s Superliga-trup, som efter søndagens pokalkamp sætter deres matchworn-trøjer til salg til fordel for Røde Kors’ Julehjælp

På den måde ønsker truppen at bakke op det sociale arbejde hos Røde Kors i Aarhus.

Derfor vil kamptrøjerne efter kampen i morgen blive signeret og sat på en særlig udformet auktion, hvor alle indtægter går til Røde Kors i Aarhus.



- Røde Kors afvikler julehjælp fordi, vi synes, at alle børn fortjener at holde jul. Der er ikke nogen børn, der skal have ondt i maven over, om det mon bliver jul hos dem - det er vores julehjælp med til at sikre, ikke sker. 



- Og når spillerne i AGF og klubben som sådan bakker op om vores arbejde, giver det en ekstra og meget fin dimension. Både i forhold til, at vi får ekstra midler til arbejdet, men også til at løfte opmærksomheden. AGF’s spillere er rollemodeller og idoler for mange, og det er alletiders, at de på den her måde selv tager initiativ til at støtte vores arbejde, som mange her til jul får glæde af - det er vi glade og taknemmelige for, siger formand for Røde Kors i Aarhus, Niels Højberg. 



Røde Kors i Aarhus uddeler hvert år julehjælp til familier. Det letter presset fra familierne og giver dem mulighed for at fejre højtiden, så både børn og voksne kan nyde julens glæder. Julehjælpen uddeles i form af pakker med blandt andet donerede gavekort, varer og legetøj, og lige som sidste år også med billetter til en AGF-kamp i 2025, så familierne sammen kan få sig en god oplevelse i det nye år.



Ønsker man at få chancen for at få sig et unikt minde fra morgendagens kamp og samtidig støtte Røde Kors er det nemt at være med. På spillernes eget ønske vil søndagens kamptrøjer nemlig ikke blive sat på en almindelig auktion.

I stedet udloddes trøjerne på en mere ”demokratisk” måde, hvor man støtter Røde Kors’ julehjælp og samtidig deltage i lodtrækningen om en trøje. 



Det gøres på følgende måde: 
Støt Røde Kors’ Julehjælp med mindst 50 kr. - meget gerne mere - som man overfører på mobile pay: 795073. Skriv ”AGF Julehjælp” i kommentarfeltet.

For hver 50 kr. man bidrager med, får man et lod i lodtrækningen om en signeret kamptrøje. 

Udlodningen af trøjerne åbner umiddelbart efter kampen søndag den 8. december kl. 21 og løber til og med lørdag den 14. december kl. 12. 

Se mere om Røde Kors Aarhus' arbejde her >>>