ET KIG PÅ EN KLASSIKER: MANDAG GÆLDER DET VB
14.08.2024 18:08
Det er to hold som er kommet forskelligt i gang med den nye Superliga, som mødes på mandag i klassikeren; AGF mod Vejle Boldklub.
AGF mod Vejle Boldklub. Det klinger af fodboldhistorie. Prøv at sige det igen og for det indre blik hos mange fans går lysbillede-apparatet i gang med billeder af store kampe og endnu større profiler og navne fra begge hold.
Mandag aften den 19. august skrives endnu et kapitel, når vi tager mod Vejle Boldklub på Ceres Park. Det er kl. 19 i femte runde i 3F Superligaen. Billetter findes her >>>
Vi går ind til kampen mod Vejle Boldklub med syv point, og en sejr senest mod Brøndby IF, mens Vejle har bøvlet noget mere med det her i sæsonstarten og kommer til Aarhus fra en sidsteplads uden point. Vejles seneste kamp bød på et 2-0 nederlag i Herning til FC Midtjylland.
Formår vi at vinde på mandag er det første gang siden foråret 2023, at vi henter tre sejre i træk i 3F Superligaen, hvor vi blot står noteret for et enkelt nederlag i de seneste seks kampe.
Opgøret mandag er det 43’ende i nyere tid i 3F Superligaen mellem AGF og VB, og det er i alt blevet til 16 sejre, 18 uafgjorte og otte nederlag i kampene i Superligaens historie.
Set hen over de sidste 11 hjemmekamp er vi ubesejret mod Vejle med syv sejre og fire uafgjorte. Det er den længste ubesejret stime i Aarhus mod noget andet hold i 3F Superligaen.
Sidste gang Vejle Boldklub tog tre point i Ceres Park, var helt tilbage i september 2014, da vi tabte 1-0.
Seneste kamp i Aarhus gav da også en sejr, da vi i juli sidste år vandt 1-0 på mål af Tobias Bech, som er kommet godt fra start i denne sæson.
Det samme er angrebskollegaen Patrick Mortensen. Begge spillere er noteret for tre mål, og det giver dem en plads som delt topscorer sammen med fire andre spillere i ligaen.
Mens målet i den seneste sejr i Aarhus som nævnt blev scoret af Tobias Bech - i hvad der i øvrigt var hans debut for AGF - har Mortensen scoret fem gange i 10 kampe mod Vejle Boldklub for AGF og er topscorer for opgøret.
Blandt andet lavede Mortensen et hattrick i en ganske mindeværdig kamp i april 2019, der endte 4-2 med skraldespande på banen, mærkelige mål og røde kort.
I øvrigt har Mortensen en ganske imponerende statistik med tyve mål på hovedstød for AGF i 3F Superligaen. Det seneste i vores seneste kamp i Brøndby - det er ni flere end nogen anden spiller i en imponerende stime siden 2019.
Efter fire kampe står vi med et målsnit på to mål i gennemsnit per kamp, og det er blandt andet Mikael Anderssons fortjeneste, der med sit fighterinstinkt og evne til at sætte sine medspillere op nu har lavet tre assist i de sidste tre kampe.
I alt har vi scoret otte gange i kampene indtil nu, hvilket - sammen med Viborg FF og FC København - er flest i ligaen. På skalaen for expected goals, der måler kvaliteten af en afslutning baseret på flere variabler, er vi nummer tre indtil nu.
Seks af vores mål er scoret i feltet, mens to er sat ind fra en position udenfor feltet.
I den anden ende af banen er der også positive ting at tage med ind til mandagens kamp. Således har vi haft to clean sheet i de fire første kampe og har på hjemmebane kun lukket et enkelt mål ind. Måske fordi vi indtil nu i sæsonen har været gode til at cleare boldene - i hvert fald har vi vundet 120 luftdueller, hvilket er flest i Superligaen.
Den helt store opgave for forsvaret på mandag bliver blandt andet at holde Vejles angriber, German Onugkha, fra fadet. German Onugkha blev sidste år topscorer i 3F Superligaen med 15 mål, og han har i denne sæson lavet to ud af Vejles tre mål. Af de tre mål Vejle Boldklub har lavet er dog kun et enkelt faldet på udebane.
Opbakningen på Ceres Park har været flot i de to første kampe med et fremmøde på over 11.000 til begge kampe. Mandag forventer vi også over 10.000, når det altså gælder Vejle Boldklub kl. 19. Find din billet i linket herunder.