ENDNU EN GANG: AGF OG NONBYE FORLÆNGER SAMARBEJDE
28.09.2023 11:15
I ti år har Nonbye bakket op om AGF. Nu forlænger den grafiske og visuelle virksomhed sit engagement i AGF frem til sommeren 2026. Dermed er Nonbye med på rejsen frem mod et nyt fodboldstadion.
En af Nordens største virksomheder inden for innovative og kreative visuelle kommunikations-løsninger fortsætter samarbejdet med AGF efter Nonbye og AGF har forlænget partnerskabet, der fortsat gør Nonbye til Guldpartner i AGF - også i de næste tre år.
Nonbye har allerede rundet de ti år som partner i AGF og vil altså med den nye aftale være en del af AGF frem til indvielsen af en ny hjemmebane for AGF, når det nyt fodboldstadion står klart i Kongelunden i sommeren 2026.
- Vi har gennem alle årene fået meget ud af samarbejdet med AGF. Vi bruger blandt andet sponsoratet til at brande vores virksomhed og vi kan se, at den eksponering, vi får via AGF har en positiv effekt på kendskabet til Nonbye.
- Samtidig får vi - i samarbejdet med AGF - mange nye kontakter, som er med til at åbne dørene til spændende nye forretnings-muligheder, fortæller Per Nonbye, der er produktionschef i Nonbye, som har hovedkvarter i Odder, en afdeling i Tåstrup og afdelinger i både Sverige, Finland, Norge.
Det er både eksponeringsmulighederne i et samarbejde med AGF og det stærke netværk, der har givet Nonbye så meget værdi, at de nu har sat deres signatur på en aftale tre år mere.
- I Nonbye er vi selv eksperter i brandgenkendelse og her er vores egen kendskabsgrad blevet løftet via samarbejdet med AGF. Vi vil gerne bakke op om AGF, der betyder meget for regionen.
- Men der skal også være forretningsmæssig fornuft i det, og det er der i høj grad for os. AGF er en professionel og seriøs samarbejdspartner som både sportsligt og organisatorisk er på rette vej, hvor et nyt stadion er den næste milepæl, og den rejse vil vi gerne fortsætte med at være en del af, tilføjer Per Nonbye.
I AGF er der stor glæde over, at Nonbye har fundet anledning til at fortsætte samarbejdet.
- Nonbye er et rigtig godt eksempel på, hvad en virksomhed kan få ud at blive en del af vores netværk og af et samarbejde med AGF. Sponsoratet er tegnet både med hjernen og hjertet, og det er altid et godt udgangspunkt for et samarbejde. Og vi er meget stolte af, at vi nu har samarbejdet i over 10 år og vil fortsætte samarbejdet med Nonbye i de kommende år, siger salgschef i AGF, Torben Nygaard.
Om Nonbye:
Nonbye er én af Nordens største virksomheder inden for innovative og kreative visuelle identitetsløsninger. Nonbye er sparringspartnere inden for alle aspekter af visuel profilering og hjælper kunder med at synliggøre deres brand og produkter. Virksomheden håndterer alle processer, så det bliver nemt for kunderne at kommunikere visuelt - fra idé til endelig levering i markedet. Produkterne spænder fra skilte, storformat print til virksomhedsudsmykning, facade- og butiksskilte til kæder og bilreklamer.
Blandt Nonbyes kunder er blandt andre. EDC, Lego, Royal Unibrew, Siemens, Smuk Fest, Danish Crown, Carlsberg, Samsung, Nyt Syn, Jack & Jones, Fængslet i Horsens og Arla.
Læs mere på nonbye.dk