MORTENSEN INDEN SØNDAG: - TIT FEDE KAMPE MOD LYNGBY

19.10.2023 17:47

Søndag gælder en udekampe mod Lyngby i 3F Superligaen. Det er et opgør, som vores anfører ser frem og han forventer endnu et tæt opgør mod de kongeblå.

Søndag gælder det Lyngby på udebane på Lyngby Stadion. Her skal vi forsøge at gentage resultatet fra seneste besøg nord for København, hvor vi vandt 1-0 for næsten præcist et år siden for den kommende kamp.

Vores sejrsmål den gang blev scoret af Patrick Mortensen, som også nettede i seneste kamp mod Lyngby som vi også vandt 1-0 tilbage i august på Ceres Park. Og faktisk er de seneste fire kampe mellem AGF og Lyngby Boldklub endt med en 1-0 sejr til AGF - og altså med kaptajnen bag de to seneste AGF-mål mod Lyngby.

- Det har været nogen tætte kampe mod Lyngby i de senere sæsoner, og det er det ofte, når vi mødes. De har et stærkt hold som måske er lidt undervurderet og de er vanskelige at spille i mod - de er gode til at give liv og energi i kampene og de spiller med hjertet.

- De også er gode til at gøre kampene tætte og vi spiller samme system, hvilket også gør noget i forhold til kampenes intensitet, for de har formået at matche os en til en, og det har vi haft det lidt svært med i nogen kampe. Det er også noget, vi træner meget, så vi kan blive bedre til at møde hold i samme system som vores, siger Patrick Mortensen, som altid ser frem til kampene mod Lyngby.

Ikke bare fordi Patrick Mortensen i sine unge dage har spillet for de kongeblå, men det er ofte nogen intense dueller, når AGF og Lyngby mødes.

- Det er tit tætte og fede kampe mod dem - det har det i hvert fald været i de senere år. Det er lang tid siden, de senest har scoret mod os og det skal vi forsøge holde fast i på søndag og så få vippet kampen over på vores side igen.

- Vi ved det bliver tæt igen og der skal ikke så meget til før det tipper til den forkerte side i de kampe. Så vi skal skærpe vores fokus, så vi kan få det vippet over til vores side endnu en gang, lyder det fra vores anfører.

Der er kampstart i Lyngby på søndag kl. 14. Her ser vi nærmere på kampens historik og tal. Tager man med til Lyngby, så find billetter via linket herunder.