LYNGBY KALDER PÅ SØNDAG

16.10.2023 09:56

Ugen slutter med en spændende udekamp på søndag i 3F Superligaen.

På søndag spiller vi i 3F Superligaen igen, når vi den 22. oktober gæster Lyngby Stadion til en kamp mod Lyngby Boldklub, som starter kl. 14. Det er næsten præcist et år siden, vi senest var på de kanter, da vi den 30. oktober 2022 vandt 1-0 på et sent mål af Patrick Mortensen.

I årets første kamp mod Lyngby vandt vi også 1-0 hjemme på Ceres Park - i øvrigt også på et mål af Mortensen. Lad bare kaptajnen fortsætte stimen mod Lyngby på søndag.

Det’ nu ikke fordi der er scoret mange mål mellem AGF og Lyngby i de senere år. Vi skal således helt tilbage til 2008 for at finde den seneste kamp, hvor et af holdene har scoret mere end to mål, da vi vandt 3-1 i Aarhus. I de seneste fire kampe er kampene således endt 1-0. Hver gang med os på den sejrende side. Søndag går vi efter fem på stribe.

Og endnu en gang glæder vi os til se mange AGF Fans pryde stadion - både de lokalboende fra Sjælland og de fans, der tager turen fra Aarhus eller andre steder fra.

Man finder billetter her.

En voksenbillet koster 120 kr., mens den for børn, studerende og pensionister koster 90 kr. For 10 kr. mere får man en siddeplads. Husk at vælge billetter til udebaneafsnittet, der er på J. Jensen Tribunen, samt en del af Brolægning Sjælland Tribunen. Man kan også købe billet på stadion på søndag, men så kommer der et gebyr på.

Find mere information på Lyngbys hjemmeside til udebanefans her. 

Som normalt arrangerer både Samlet for Aarhus og AGF Fanclub Aarhus ture til udekampen, som man kan læse mere om via deres respektive sociale medier og hjemmeside. 

Kampen fløjtes i gang på Lyngby Stadion søndag 22. oktober kl. 14.

På gensyn på søndag i Lyngby.