AGF KVINDEFODBOLD: TUNGT NEDERLAG AT INDKASSERE
18.11.2023 14:40
Dagens kamp endte uden point efter et 3-1 nederlag til FC Thy-Thisted Q.
På denne kolde og solrige lørdag mødte vi FC Thy-Thisted Q på opvisningsbanen på Fredensvang, efter det sent fredag eftermiddag blev konstateret, at banen på Vejlby Stadion ikke nåede at blive klar til en sportslig afvikling af kampen efter den seneste tids regnfyldte dage.
Der var lagt op til et afgørende møde mod vestjyderne, hvor vi kunne tage vigtige point mod en slutspilsplads med kun få kampe tilbage. I vores første liga-møde i sæsonen tog vi en sejr deroppe, så vi skulle se, om vi kunne gentage succesen.
Dog var det gæsterne, der fik den bedst mulige start på kampen, da de scorede og lagde sig i spidsen efter kun fem minutters spil. Målet kom i stand efter et hjørnespark, der gav anledning til en lettere kaotisk omgang i feltet, hvor FC Thy-Thisted Q trak længste strå. Det slog dog ikke AGF’s kvinder ud, som det kunne have gjort.
Spillet var meget ligeligt fordelt, og der var lange perioder, hvor ingen af holdene spillede sig til større chancer. Bri Visalli havde en chance i midten af halvlegen, men forsøget mislykkedes, og bolden blev taget forsvaret.
Mod slutningen af halvlegen fik vi dog mulighed for at udligne, da der blev dømt straffespark til vores fordel. Sarah Dyrehauge var på pletten og sørgede køligt for, at bolden røg i nettet.
Glæden var desværre kort, da gæsterne svarede tilbage ved at score fra et hjørnespark, og derved måtte vi gå til pause bagud 1-2.
2. halvleg
Det var et mere aggressivt hjemmehold, der gik på banen til 2. halvleg, hvor det gjaldt om at jagte. Der var da også mere styr på vestjyderne i det defensive spil, hvor spillet derfor flød mere på modsatte banehalvdel end i første.
Der blev spillet frem til flere chancer og afslutninger, hvor Sofie Bloch bl.a. var tæt på at udligne ved et hovedstød, der blev nuppet i sidste øjeblik.
Gæsterne tyede mere til de fysiske dueller, som gav os enkelte frispark dog uden mål i vores eksekvering.
I den anden ende havde Marie Gade handskerne på de afslutninger, der blev sendt afsted, men til sidst lykkedes det gæsterne at score en sidste gang. Det blev igen på hjørnespark, hvor bolden uheldigvis landede til en grøntrøjet-spiller, og bolden kunne passere mållinjen.
Det blev ikke til point i dagens kamp, og det er et tungt nederlag at sluge. Men ikke desto mindre, ligger AGF’s kvinder stadig placeret over stregen, der sikrer en plads i slutspillet, men kampen er tæt mod dagens modstander og AaB, der kan nå at skrabe point sammen endnu.
Næste mulighed for at tage point er om en uge lørdag d. 25. november, hvor turen går over Storebæltsbroen en sidste gang i år. Modstanderen er H.B. Køge, og vi har revanche til gode efter et nederlag i Ceres Park. Kampen starter kl. 15.
AGF Kvindefodbold vs. FC Thy-Thisted Q / Fredensvang / Gjensidige Kvindeligaen runde 11 / 18.11.2023
AGF’s trup:
Marie Gade, Tina Fremo, Ally Green (46’ Elvira Nejmann), Julianne Ross, Sarah Sundahl, Sarah Dyrehauge, Bri Visalli, Mariann Høgh (56’ Mie Lerche), Julie Mathiasen, Marie Olesen (62’ Kathrine Spanner), Sofie Bloch (78’ Mathilde Rasmussen).