KLASSIKER VENTER OS SØNDAG I CERES PARK
15.03.2023 15:22
OB kommer til Aarhus på søndag kl. 15 til endnu en stor fodbold-dag i Ceres Park. Her ser vi nærmere på de klassiske kampe mellem Aarhus og Odense.
Søndag kl. 15 inviterer vi igen til fodbold i Ceres Park. Denne gang til et spændende opgør med OB i det, der er blevet kaldt; Provinsklassikeren.
Og det er da også et opgør fyldt med traditioner og historie, der venter os. Alene i 3F Superligaen er OB et af de hold i 3F Superligaen, vi har mødt fleste gange. 85 kampe er det blevet til i Superligaens historie med 27 sejre til os og 34 til OB.
Aktuelt har vi vundet fire af de seneste kampe mod OB, tabt tre og så har vi delt resten. Men i forhold til hjemmebanen er det os, der har revanche til gode, da OB trak sig ud med en 1-2 sejr senest de var i Aarhus, hvilket er næsten et år siden.
Vores seneste kamp var i Odense i sensommeren, hvor vi vandt 1-2. Og ser man på grundspilskampe mod OB, så har vi også grund til optimisme, da vi er ubesejret i de seneste syv kampe i grundspillet i 3F Superligaen mod OB med fire sejre og tre uafgjorte.
Begge hold kommer ind til kampen på en succesoplevelse. Vi vandt som bekendt i Randers i seneste runde og sikrede os dermed en plads i mesterskabsspillet. Det kæmper OB stadig for, og selv om de vandt deres seneste kamp hjemme mod AaB, så kræver det stadig en sejr for fynboerne på søndag, hvis de skal i top seks. Det er så op til vores hold at sætte en kæp i hjulet for den drøm, så vi kan komme bedst mulig ind til landsholdspausen og det slutspil, der venter lige bagefter.
Gæsterne har indkasseret 14 mål i deres seneste tre udekampe. Dog snyder det lidt, da de som nogen måske husker jo tabte hele 7-0 to mand nede i Parken. Og det er da traditionelt heller ikke mange mål, som er kommet i provinsklassikeren i de senere år.
Kun fire mål i de seneste tre kampe er tilskuerne blevet forkælet med oven på en periode tidligere med nogen særdeles målrige kampe de to hold i mellem med kampe, der er endt 4-2 og 6-3 eller 3-2 i vores favør. Men mon ikke vores gode defensiv - den næstbedste i ligaen - igen sikrer, at der ikke kommer mange mål på søndag. Og så er det jo op til os at få scoret i den anden ende.
Det kunne for eksempel være vores topscorer, der er det samme i 3F Superligaen - Patrick Mortensen som med et mål eller flere på søndag kan ligge sig i spidsen som den AGF’er, der har scoret mest for os i 3F Superligaen nogensinde.
Eller måske Mikkel Duelund er klar med sit andet mål efter han i mandags scorede sit første senior-mål for AGF. Uanset hvem det kommer fra, så lad os håbe på flere århusianske mål end fynske på søndag, så de tre point kan blive i Aarhus.
Her kan du dykke ned i vores gamecenter.
Find din billet til kampen på linket herunder.