AGF'S KANDIDAT TIL ÅRETS FAN ER FUNDET

21.03.2023 09:35

3F Superligaen leder i øjeblikket efter Årets Fan. Forleden blev AGF's kandidat fundet.

3F Superligaen er i øjeblikket ved at finde Årets Fan i 3F Superligaen og har i den forbindelse efterlyst fans fra hele ligaen.

Derfor gennemførte vi for et par uger siden en afstemning, hvor fans og publikum kunne stemme på fire nominerede fans. Efter den er vi glade og stolte over, at kunne indstille Keld Brøndal, som fik mere end 500 stemmer i afstemningen blandt de fire nominerede.

Mange Twitter-brugere med AGF-sympatier kender nok Keld Brøndal. Den 64-årige salgskonsulent er en ivrig debattør på det sociale medie om AGF og alt omkring favoritklubben.

Men dér, hvor Keld skiller sig ud i forhold til mange andre af sine med-fans er det faktum, at Keld bor på Sjælland - nærmere bestemt i Nykøbing Sjælland, hvorfra han trofast kører hele vejen til Aarhus og bruger sit sæsonkort, hver eneste gang AGF spiller hjemme på Ceres Park - en køretur på godt 300 km. hver vej.

Så altså 600 km. for at følge sit favorithold to og nogle gange tre gange om måneden, når sæsonen kører. Med lidt hovedregning er det godt 10.000 km. om året, hvis vi spiller 16 kampe i Ceres Park på en sæson. Læg dertil så de udekampe som Keld også ynder at overvære fra tid til anden.

Når så Keld er på Ceres Park, foretrækker han at se kampene sammen med den fangruppering, der hedder ”Tossehjørnet” som holder til på Øvre C. Og hans medfans tøver ikke med at kalde Keld for den mest inkarneret AGF-fan, der findes.

Ved hjemmekampen mod OB i søndags var vi forbi Keld med en gave og en hilsen inden vi sendte hans nominering ind til 3F Superligaen.

- Tusind tak for alle stemmerne fra mine med-fans i forbindelse med kåringen til Årets Fan. Jeg er helt oprigtigt stolt, rørt og beæret over dette - tro mig det trak lidt vand i øjenkrogen, da blev mig meddelt, at jeg var nomineret, sagde Keld som også fik en sejr at glæde sig over inden turen gik hjem til Sjælland igen.

Tillykke til Keld og tak fordi vi måtte nominerer dig.