AGF KVINDEFODBOLD: - ET MÅL, SÅ ER DET HELE ÅBNET IGEN

20.03.2023 08:20

Lørdag er der semifinale i Ceres Park, når AGF Kvindefodbold skal prøve at spille sig i pokalfinalen. Og efter den første kamp er alt åbnet for avancement.

I weekenden tog AGF’s kvinder hul på to semifinaler i Gjensidige Kvindepokalturneringen mod FC Nordsjælland. Første kamp endte 1-0 til FCN på udebane i Farum efter nordsjællænderne scorede kampens eneste mål på et straffespark.

Ikke et optimalt resultat inden returkampen på lørdag. Men langt fra umuligt at vende for holdet, som viste en fin figur mod FC Nordsjælland.

- FCN er et super godt hold og sidder på meget af spillet. Men jeg synes pigerne gør det fremragende. Anden halvleg er lidt rodet, hvor vi begynder at åbne mere op - og det skal vi arbejde på. Men overordnet set synes jeg, at vi så den kampafvikling, vi regnede med, og så er det tilfældigheder, der er afgørende, sagde træner Nichlas Ørbæk Knudsen, der sammen med Peter Pedersen udgør cheftrænerteamet i spidsen for AGF Kvindefodbolds ligahold.  

Og selv om vi altså går ind til returkampen nede med et enkelt mål, så er der stadig muligheder, som vi skal ud og jagte, understreger træneren.

- Det kræver meget tro på det koncept, vi har nu, hvis vi skal gå videre til finalen efter returopgøret næste weekend. Vi gør mange ting rigtigt, hvor vi er oppe imod et godt hold, der gerne vil og skabe mange chancer. Det er gode fodboldspillere, men vi viser også, at vi har vores chancer. Vi kommer til gode ting og har gennemspillede angreb. Så vi skal bare bruge ét mål - ét mål, så er kampen åben igen, siger Nichlas Ørbæk Knudsen.

Returopgøret spilles i Ceres Park lørdag den 25.3 kl. 14. Arbejdernes Landsbank har sørget for gratis entré, men billetter skal hentes på forhånd lige her.