BOGUDDRAG: MEGET MERE END TYGGEGUMMI

Af: Michael Kjærbøl — 17.01.2023 14:19

Vi bringer her et uddrag fra bogen; Dansk fodbolds 110 bedste om den tidligere AGF-målmand, Henry From.

Det kan være ganske barsk at være målmand. Ankermændene bedømmes oftest på en ”skala” hvor nok så dygtigt og solidt arbejde i 95 % af spillerens aktioner underkendes af enkelte fejl i de resterende fem.

Der er vist ingen tvivl om, at den generelle tolerance i forhold til målmændenes spil har ændret sig med årene. Før i tiden var det langt mere acceptabelt at der kunne smutte et ”drop” ind i præstationen ind imellem, hvis ellers målmanden klarede sig godt og tog nogle redninger.

Nu om dage er der mere kontant afregning i vurderingen af en målmandspræstation. Tænk bare på den stakkels Loris Karius som med et par grove fejl i Champions League finalen for Liverpool i 2018 nærmest har fået spoleret sin karriere.

Optrapningen af kravene er paradoksalt nok sket i takt med at keepernes arbejdsvilkår er blevet væsentligt forringede. De må ikke længere tage med hænder på tilbagelægninger (spillet med fødderne), spillerne er i stand til at sparke hårdere med moderne støvleudstyr og boldene er konstrueret sådan, at de er blevet langt mere uforudsigelige i deres bane. Også den relativt nye ”play from the back” stil stiller skærpede krav til målmændenes grundlæggende boldføling og sparketeknik.

Keeperne udstilles nemmere og tydeligere som syndere hvis det kikser. Desuden er målmands-pladsen jo sådan indrettet, at kun én specialist pr. hold kan spille i kampene. I modsætning til for eksempel midtbanespillere, der oftest er i konkurrence om adskillige mulige pladser på holdet.

Mangen en målmand bruger store dele af karrieren på at sidde bænket, og det er jo ikke ligefrem udviklende, endsige særligt motiverende. Topklubber udlejer temmelig tit deres unge reservemålmænd til lavere rangerede klubber hvor de kan få kamptræning, og det er en ganske god idé, for målmænd er meget ofte bedst når de har fået en vis alder og rutine.

Årsagen til det ligger utvivlsomt i det nervepres som et holds ankermand må leve med. Det bliver nemmere at håndtere med erfaringen, og det kompenserer for at reflekser og reaktionsstyrke som regel bliver lidt svagere. Evnen til at placere sig korrekt og læse spillet er ligeledes en rutinesag.

Hvis påstanden om at man grundlæggende gav målmændene ”længere snor” før i tiden er korrekt, så kan det jo være med til at forklare at mange danske klubber havde faste målvogtere, der igennem mange år relativt trygt kunne udvikle de forudsætninger der skal til for at oparbejde spillemæssig kvalitet.

Henry From er et fantastisk eksempel på en sådan målmand. Han debuterede for AGF i 1948 som 22-årig, og de første forholdsvis mange år mellem stængerne i Århus regnedes From for et talent med lidt for mange begrænsninger til at blive ”rigtig god”. Det var først og fremmest nerverne i de største og vigtigste kampe det kneb med. Og det var ind imellem på tale at prøve en anden målmand i AGF, men klubben troede grundlæggende på ham, trods en del tilbagevendende grumme fejl. Det betalte sig.

Omkring 1957 havde han opbygget erfaring, selvtillid og stabilitet nok til at opnå debut på landsholdet. Det var omgærdet af ret stor skepsis. From var da over 30 år. Var det overhovedet værd at satse på en aldrende keeper? Ovenikøbet én der regelmæssigt havde skuffet når det virkelig gjaldt? From modbeviste skeptikerne med en serie særdeles fine landskampe, kulminerende med OL-sølvet i 1960, på et tidspunkt hvor han havde rundet de 34. 

I AGF var From velsignet med et særdeles stærkt og hårdtarbejdende forsvar, der med tiden opnåede en helt unik rutine. Det var folk som backen Bjarke Gundlev, den tårnhøje centerhalf Hans Christian Nielsen og halfbackerne John Amdisen og Jørgen Olesen der udgjorde rygraden. AGF spillede ikke teknisk sprudlende og specielt offensivt seværdigt, men den solide defensiv var særdeles vanskelig at nedbryde og holdet var præget af en superb moral og et stærkt sammenhold - personificeret i den mangeårige anfører, Aage Rou Jensen.

De Hvide fra Århus vandt danmarksmesterskabet som den kun anden provinsklub i historien i 1955, en triumf der blev fulgt op af en fabelagtig stærk stime med yderligere mesterskaber i 1956 og 57 og desuden 1960. Sideløbende sejrede AGF i pokalturneringen i 1955, 57, 60 og 61. Med den førstnævnte finalegevinst (over Aalborg Chang med 4-0) blev århusianerne den første danske klub der vandt den nye landsdækkende pokalturnering.

Den rutinerede udgave af Henry From var ekstremt dygtig til at læse modstandernes skytter. Det gav ham et fortrin i forhold til at kunne placere sig klogt og formålstjenligt, og det minimerede konsekvenserne af tab af reaktionsstyrke med alderen. Desuden havde From en smittende, stoisk ro over sit spil, som stod i ret skærende kontrast med den unge Henry From-målmandsudgave. Dermed kom From til at fremstå som et tillidsvækkende samlingspunkt og et ægte mandfolk. Én som de unge spillere kunne læne sig opad og lære af.

Da Harald Nielsen blev landsholdsudtaget som 17-årig i 1958 var Henry From en af de erfarne kræfter som tog den unge angriber under sine skærmende vinger. Harald fremhævede senere selv at det var af uvurderlig værdi og nytte for ham på dette, meget tidlige tidspunkt af karrieren. For Henry From faldt denne faderlige væremåde helt naturlig.

Da den unge talentfulde KB-målmand Per Funch Jensen i 1959 en overgang fortrængte From som førstemålmand på landsholdet - hvilket må have været en stor personlig skuffelse for århusianeren - stillede han op for sin rival med al tænkelig støtte og opbakning. Han satte egne sårede følelser omkring landstræner Arne Sørensens dispositioner til side og fokuserede fuldt ud på at stille sin rutine i holdets tjeneste. Da Funch tragisk forulykkede i forbindelse med flystyrtet i Kastrup i 1960, gav KB’erens sørgende forældre udtryk for stor taknemmelighed over for Froms gode kammeratskab og den uegennyttige hjælp han havde ydet til sin unge kollega.

I juni 1959 havde From nogle hårde sammenstød med den kontante centerforward Ole ”Vognmanden” Madsen i en kamp mellem København og Provinsen i Århus, som hovedstaden vandt med 3-2. Madsen gik til sagen med gnistrende tacklinger, og selv om målmændene dengang ikke var så beskyttede som nu, så mente publikum i Århus Idrætspark helt bestemt at HIK’eren gik langt over grænsen i et par tilfælde hvor han fik givet From nogle ordentlige fur.

Tilskuerne kvitterede med højlydte buh-råb og pibekoncert. Bagefter var der endda en lille flok der skulle ned på banen for at sige ”tak for kampen” til den upopulære Madsen, der jo havde givet Århus’ lokale helt en ublid behandling. Men From afvæbnede ethvert optræk til ballade ved at gå hen og lette på den uundværlige kasket og give hånd til Vognmanden.

Ifølge Aktuelt gik de ”sammen grinende fra banen”. From havde også overskud til at negligere duellerne mellem de to bagefter overfor pressen, der ellers nok vejrede en mulig konflikt mellem to stærke landsholdskandidater: ”Den unge mand blev lidt ivrig, men farligt spil var der slet ikke tale om. Nej, Ole er god nok. Og det er jo netop hans kampivrighed der er hans styrke”.

I 1961 lagde Henry From kasketten og de karakteristiske knæbeskyttere og stoppede som aktiv. Hans sidste kamp på udvalgt hold blev et 0-4 nederlag for Provinsen mod København. Tre af de fire mål blev scoret på Froms største - og eneste - markante svaghed, dykkende eller brækkende langskud.

I årene efter benyttede han sine store menneskelige egenskaber som træner, en kort periode for landsholdet, og siden en kompetent målmandstræner for Troels Rasmussen i AGF.

Henry From:
31 landskampe.
Klubber: AGF.
Triumfer:
1955 Dansk mester og pokalvinder
1956 Dansk mester
1957 Dansk mester og pokalvinder
1960 OL-sølv, dansk mester og pokalvinder
1961 Pokalvinder
2016 Foldboldens Hall of Fame

Uddrag fra bogen; Dansk fodbolds 110 bedste