AGF UNDERSØGER FODBOLDENS PÅVIRKNING PÅ KLIMAET
15.08.2023 09:24
Hvor meget belaster en fodboldkamp klimaet? Det undersøger vi nu efter søndagens lokalopgør. Og vi håber, at publikum vil hjælpe os.
Hvordan påvirker en fodboldkamp vores klima? Det satte vi os for at finde ud af søndag aften ved lokalopgøret i Ceres Park mellem AGF og Silkeborg IF i 3F Superligaen.
Under kampen og især her efter vil AGF måle og indhente data på alle de områder, hvor en fodboldkamp påvirker vores klima. Det er for eksempel ved transport, ressourcer til mad og drikke, strømforbrug og andre faktorer, der kan påvirke klimaet, når der spilles Superligakampe.
- Vi har i AGF en meget ambitiøs strategi på klima-området, som betyder, at vi gennem længere tid har gjort en del for at nedbringe vores klimaaftryk. Men vi vil gøre endnu mere og så har man brug for viden og for data. Så nu tager vi udgangspunkt i en kamp for at måle på så mange faktorer som vi overhovedet kan, fortæller Sine Hausner, der er bæredygtighedsansvarlig i AGF.
Projektet sikrer, at AGF kan arbejde videre med at nedbringe klimapåvirkningen og øge bæredygtigheden omkring fodbold. Og for at gøre det, skal man kende en fodboldkamps klimapåvirkning meget mere end man gør nu.
Derfor har AGF på allieret sig med virksomheden Green Survey, der er eksperter i klimamålinger og som vil udspørge alle tilskuere om for eksempel deres transport og andre faktorer efter kampen. Derfor modtager de fans, som var med til kampen i disse dage et spørgeskema, som vi håber alle vil udfylde for dermed at hjælpe målingen godt på vej.
Derudover ndhenter AGF data fra tv-produktionen, transportoplysninger fra alle medarbejdere, det nøjagtige strømforbrug og andre data, som i sidste ende skal være med til at give et klarerer billede af en kamps CO2 påvirkning.
Ambitionen er at skabe et samlet datagrundlag for en fodboldkamp som også kan bruges af andre klubber i 3F Superligaen i en tid, hvor fokus på vores klima aldrig har været vigtigere.
- I AGF vil vi gøre mere. Og vi skal gøre mere i hele 3F Superligaen. For hvilke ændringer er det, vi kan se frem til i fremtiden og hvordan vil kampoplevelsen ændre sig? Det er nogen af de spørgsmål, fodbolden står overfor og som vi endnu ikke er i stand til at besvare.
- Lige nu har vi en viden på nogen områder af CO2-forbruget ved en kamp. Men vi ved slet ikke nok. Og hvis ikke man måler, så skyder man i blinde - chancen for at ramme målet er meget større, hvis man ved, hvor det står.
- Så vi håber at publikum vil hjælpe os og bidrag med de oplysninger, som vi i de her dage vil spørge dem om i deres indbakke, siger Sine Hausner fra AGF.
AGF forventer, at undersøgelsens resultat er klar i løbet af efteråret.