FORVANDLET AGF-TØJ TIL SALG PÅ SØNDAG 

27.11.2025 13:39

Kasseret trænings- og spilletøj fra AGF er blevet forvandlet til nye produkter, der søndag kan købes til fordel for julehjælp.



Når vi søndag møder FC København i Ceres Park Vejlby, står kampen igen i julehjælpens tegn. For endnu en gang kan vi byde velkommen til Røde Kors Aarhus, som AGF i den kommende højtid hjælper med at samle ind til julehjælp. 



Det skød vi i gang ved seneste hjemmekamp og søndag kan man få en unik mulighed for at få fat i en ret så fantastisk julegave til sig selv eller en man har kær - og samtidig støtte julehjælpen.  

For her laver Røde Kors en bod ved Ceres Park Vejlby med unika-produkter lavet af kasseret tekstiler fra AGF - som for eksempel træningstøj og spilledragter, der er udgået. 




Det har Røde Kors og Aarhus Designskole nemlig brugt til at lave en særlig kollektion af AGF-merchandise som aldrig har set før. Og søndag sælger Røde Kors Aarhus så kollektionen til fordel for organisationens julehjælp. 

Det betyder, at man for eksempel kan erhverve sig nogen nye helt særlige hoodies, tasker, computer-sleeves og andre AGF-produkter.

- Det er noget, vi gjorde sammen med AGF for første gang sidste år, og i år gør vi så mere ud af det med Aarhus Designhøjskole. Det er sjovt at få relative simple produkter til at blive noget andet i stedet for til affald, og det er helt i tråd med tankegangen hos både os og AGF, siger sekretariatsleder, Henriette Andersen fra Røde Kors Aarhus.



I alt er der skabt omkring 100 unikke AGF-produkter, der kan købes ved Røde Kors boden som befinder sig ved Springhallen ved hjørnet ved A og C tribunen udenfor Ceres Park Vejlby.



Minde om Ceres Park

Et af produkterne skal nok gå som en kold Top på en varm sommerdag, for der er blandt andet produceret nogen små stofposer, der hver indeholder et lille stykke af løbebanen fra det nu hedengangne Ceres Park. Og som kommer i en pose syet af kasseret AGF-trøje - en perfekt lille julegave til den nostalgiske AGF-fan.

Initiativet søndag er en del af AGF Julehjælp 2025, som i år støtter Røde Kors Julehjælp.

Blandt andet ved donationer af kampbilletter til alle modtagere af julehjælpen, ligesom AGF’s kampsponsor på søndag, Bravida sætter kamptrøjerne på auktion efter kampen til fordel for Røde Kors’ julehjælp

- Der er virkelig brug for hjælpen, så samarbejdet med AGF om julehjælp betyder meget. Vi er stolte af at samarbejde med Danmarks bedste fodboldhold og Aarhus’ stærkeste brand, og glæder os til søndag, siger Henriette Andersen fra Røde Kors i Aarhus. 

Hør mere om AGF og Røde Kors jule-samarbejdet her. 



Og støt Julehjælpen direkte på mobile pay: 795073