AGF SÆLGER DAGHIM TIL FC RED BULL SALZBURG

30.08.2023 14:00

Det unge talent Adam Daghim er blevet solgt til østrigsk storklub.

Adam Daghim skifter til FC Red Bull Salzburg efter AGF og den østrigske storklub er blevet enige om en transfer for den 17-årige offensive spiller, der i et års tid har været en del af 3F Superliga-truppen.

Lidt over et år efter, at Adam Daghim som blot 16-årig blev den yngste Superliga-debutant i AGF, sender vi nu ham afsted til FC Red Bull Salzburg i en for alle parter perspektivrig handel.

- Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Adam skulle afsted lige nu, men hans flotte udvikling på først U17 og U19, og senere som en del af førsteholdstruppen har vakt opsigt ude i Europa. Og vi er stolte af, at vi nu kan sende ham videre i en meget tilfredsstillende aftale for AGF og ikke mindst, at Adam nu kommer til en klub, der er kendt for at udvikle unge spillere til et endnu højere niveau. 

- Det er det helt rigtige skridt for ham, og vi ønsker ham held og lykke og alt det bedste med de nye udfordringer, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye, der fremhæver ungdoms- og transition-arbejdet i AGF, som nu igen kan sende en ung spiller afsted fra AGF til et højt europæisk niveau.

- Vi har for nylig sendt en af vores egne unge spillere til PSV Eindhoven og nu kommer så den her transfer, der bekræfter det stærke arbejde, som der bliver gjort i AGF Talent og i vores ungdomsafdeling. Specielt med Adam må jeg fremhæve assistent- og udviklingstræner Philipp Grobelny for at hans store arbejde med spilleren i omstillingen fra ungdom til senior.

- Vi har en klar ambition om at bringe endnu flere spillere igennem fra vores talentafdeling til førsteholdet og gøre dem klar til større udfordringer i Europa. Adam Daghim er et mønstereksempel på vores strategi, og vi vil i de kommende år tage endnu flere skridt i den retning i takt med, at vores akademi bliver bygget færdigt, og at vi udvikler vores setup på alle parametre. Men i dag glæder vi os på klubbens og Adams vegne, og ønsker ham al mulig succes med de nye udfordringer i Østrig, tilføjer Stig Inge Bjørnebye. 

Adam Daghim er rejst til Østrig, hvor han er netop er blevet præsenteret som ny Red Bull Salzburg-spiller.